Markant grænselandspolitiker er død
Tidligere minister J.K. Hansen var formand for Femmandsudvalget, som i dag hedder Sydslesvigudvalget.
J.K. Hansen blev 96 år gammel.
Arkivfoto
Tidligere formand for Femmandsudvalget, som i dag hedder Sydslesvigudvalget, Jens Kristian Hansen, er død.
Han sad i Folketinget for Socialdemokratiet fra 1975 til 1994. Han havde flere tunge poster i partiet, blandt andet som hovedbestyrelsesmedlem og formand for folketingsgruppen, og fra 1981 til 1982 var han minister for offentlige arbejder i Anker Jørgensens sidste regering.
Jens Kristian Hansen, som i daglig tale blot var kendt som J.K. Hansen, blev født i Føvling ved Vejen, lidt nord for Kongeåen. Men han blev en markant sønderjysk politiker. Efter at være uddannet ved landbruget blev han indkaldt til værnepligt i de år, hvor Forsvaret skulle genopbygges efter krigen. Han fortsatte med en officersuddannelse og blev major og regnskabsfører på Sønderborg Kaserne.
I 1975 kom han i Folketinget, og i 1997 blev han valgt ind i amtsrådet i Sønderjylland, hvor han sad i fire år.
Det var i perioden 1994 til 2002, at han var formand for Folketingets Femmandsudvalg, som i dag hedder Sydslesvigudvalget.
Han har desuden bestridt en række andre vigtige tillidsposter med udgangspunkt i sit sønderjyske ståsted, blandt andet som medlem af Dansk Kultursamfund i Sønderjylland fra 1971 til 2009 – og fra 1992 var han formand. Han var medlem af J.P. Nielsens Fond 1971, medlem af hovedkomiteen Sønderjysk Hjælpefond og præsident for ASF-Dansk Folkehjælp. Desuden har han siddet i bestyrelsen for Løgumkloster Højskole og refugiet i Løgumkloster.
Jens Kristian Hansen efterlader sig en datter og en søn samt seks børnebørn og fire oldebørn.
Flere nyheder: