Tilbage til nyhedsliste

Danskere på jernheste banker på Tysklands dør

5. april 2023

Vejdirektoratet søger inspiration i Tyskland til at forbedre de danske cykelruter. To nye rapporter handler om cykelturisme, og det viser sig, at der er en mere dansk og en mere tysk måde at være cykelturist på.

Cykelturisme er big business i Tyskland. Der bliver investeret i nye og attraktive cykelruter, skriver Vejdirektoratet.

Cykelturisme er big business i Tyskland. Der bliver investeret i nye og attraktive cykelruter, skriver Vejdirektoratet.

Foto: Michael Fiukowski og Sarah Moritz

”Så tager vi cyklerne frem, cykler afsted, ud i det åbne land!”

Forårets komme lægger op til at klargøre jernhesten og køre derudaf, sådan som Tøger Olesen beskrev det i sin danske tekst til Sid Waynes melodi til hittet ’I Am Gonna Knock On Your Door’.

Og hvis dør banker vi så på? Ifølge Vejdirektoratet giver det god mening at køre til grænselandet og banke på Tysklands dør.

Bortset fra at den dør selvfølgelig står åben. Det er først på hjemturen, der er kontrol.

Men med påsken begynder cykelsæsonen for alvor. ­­­­­Ikke kun for cykelrytterne, der skal ud at konkurrere, også for de cyklister, der bare gerne vil nyde den friske luft og bruge pedalerne til at komme ud at se nogle ting.

Og her byder både grænselandet, det nordligere Danmark og Tyskland længere sydpå på gode oplevelser.

Danmark kan lære meget af den tyske turistindustri, når det handler om cykelturisme og at udnytte potentialet i de nationale cykelruter. Det viser to nye rapporter fra Vejdirektoratet.

Begge rapporter understøtter arbejdet med at fremtidsstyrke de nationale cykelruter i Danmark og gøre dem mere tilgængelige for både danske og udenlandske cykelturister og for motionscyklister.

Den ene rapport er en brugerundersøgelsen af de nationale cykelruter i Danmark. Den anden rapport er om cykelturisme i Tyskland, hvori det fremgår, at Tyskland over de seneste 10 år har oplevet et stigende antal cykelturister.

”Den tyske turistindustri støtter tæt op om ruterne i Tyskland, fordi det skaber arbejdspladser, udvikler områder uden for de store byer og giver god økonomi. For hver euro tyskerne investerer i cykelturisme, får de tre igen. Vi vil gerne have flere danskere til at bruge cyklen – også til mere end den daglige cykeltur. Derfor ser vi på, hvad vi kan lære af Tyskland, så de nationale cykelruter kan bidrage med cykelturisme af endnu mere høj kvalitet”, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, Vejdirektoratet.

Rapporterne tegner også et billede af, at man kan risikere at blive del af et lille kultursammenstød mellem det danske og det tyske på cykelstierne.

Brugerundersøgelsen viser nemlig, at ’cyklisten’ på en dansk national cykelrute typisk er en dansk mand på 50 år eller mere. Han er hovedsagelig cykelturist, men kan også være motionist eller hverdagscyklist. Han kører for det meste på en klassisk cykel.

Kortlægningen af cykelturisme i Tyskland tegner et billede af ’cykelturisten’ som et tysk par på gennemsnitligt 53 år, hvor de fleste kører på trekking-cykler.

Danmark har et unikt netværk af nationale cykelruter på næsten 5.000 km – 11 nationale cykelruter forbinder landet fra syd til nord og fra øst til vest.

På Vejdirektoratets nye hjemmeside ruter.dk kan du finde flere gode cykelture, bl.a. Vestkystruten, der strækker sig fra Skagen i nord til Rudbøl ved den dansk-tyske i syd. Der er også Hærvejsruten fra Frederikshavn til Padborg samt Østersøsruten, der snor sig langs Flensborg Fjord over Sønderborg og Als via færgen til Ærø og gennem Sydfyn og Sydhavsøerne, Syd- og Vestsjælland og tilbage over Fyn og Den Gamle Lillebæltsbro og Jylland til Padborg. Du kan også cykle fra hhv. Sjællands Odde og Helsingør til den dansk-tyske grænse ved hhv. Rødbyhavn (og videre med færgen til Puttgarden og Hamborg – eller nordpå igen mod Flensborg) og Gedser (og videre med færgen mod Rostock og Berlin).

Se også ruter i Tyskland på følgende links:

Læs om Nordsø-cykelruten på Slesvig-Holstens turistside.

Læs om 20 smukke cykelture i Slesvig-Holsten.

Læs om cykelturen København-Berlin.