Lægernes viden om det, vi i dag kalder PTSD, var ret begrænset i årene efter Første Verdenskrig, og der var ikke udviklet egentlige behandlingsmetoder, fortæller historiker Kasper Nissen, der har lavet speciale om sønderjyske krigsveteraner fra Første Verdenskrig med psykiske skader.

 “Man fokuserede på at afhjælpe symptomerne uden at nogen målsætning om at helbrede eller hele skaderne permanent. Man ordinerede sovepiller og forskellige beroligende midler og brugte beskæftigelsesterapi i form have- eller værkstedsarbejde. Man var meget bange for, at krigsinvaliderne skulle blive fastholdt i deres sygdom, hvis man gav dem fuld pension. Man tænkte, at man kunne forhindre såkaldt ‘rente-neurose’ ved at holde dem beskæftiget,” fortæller han.

I dag, omkring 100 år senere, er der sket meget med synet på og behandlingen af krigsskader, ikke mindst PTSD, forklarer autoriseret psykolog, ph.d. i psykoterapiforskning og siden 2018 klinisk forsker ved Veterancentret, Sofie Folke. Hun arbejder blandt andet med at evaluere de behandlingsmetoder, som veteraner med PTSD tilbydes, når de opsøger Veterancentret for at få hjælp.

PTSD

“PTSD er den eneste diagnose i det psykiatriske diagnosesystem, der altid indebærer en egentlig årsagsforklaring i form af en voldsom hændelse – noget exceptionelt farligt eller belastende eller livstruende – som er det, der kan forklare symptomerne,” siger hun.

 Det kan være en soldat, der har oplevet en vejsidebombe under en udsendelse til Afghanistan, eller har mistet en kammerat i tjenesten. Eller det kan være en række mindre faktorer, der tilsammen har givet et traume. Dårligt psykisk arbejdsmiljø under udsendelsen og belastninger fra barndommen kan også spille ind, forklarer Sofie Folke.

 “Dårligt psykisk arbejdsmiljø med mobning kan være meget mere belastende, når du er udsendt i en krigszone, end hvis det finder sted på arbejdsplads, hvor du ikke samtidig er i fare. En opvækst under belastende forhold kan også spille ind på den måde, at kritiske hændelser, der så indtræffer under udsendelsen, giver et voldsommere traume,” siger Sofie Folke.

 PTSD-symptomerne omfatter blandt andet flashbacks, hvor veteranen om dagen for sit indre ser billeder af den traumatiske hændelse, så det føles, som om det sker igen nu og her, eller i form natlige mareridt. Desuden udvikler mange traumerelateret undgåelse, hvilket vil sige, at de – ofte ubevidst – forsøger at undgå alle aktiviteter, der sætter følelser og tanker med relation til udsendelsen i gang. Det kan være møder med andre veteraner, film, der fremkalder bestemte følelser, og alle arrangementer, der har med forsvaret at gøre. De bliver typisk også meget belastet af at høre om krig i tv og radio og vil derfor forsøge at isolere sig yderligere fra indtryk og informationer, når der er begivenheder som evakueringen fra Kabul eller krigen i Ukraine.

Endelig har de PTSD-ramte et konstant forøget alarmberedskab, der betyder, at de altid sikrer sig, at de har styr på udgangene, når de kommer ind i et lokale, og at de ikke bryder sig om at opholde sig på steder med mange mennesker, hvor det kan være svært at overskue, hvad der foregår, eller svært at komme hurtigt væk.

 “Det breder sig som ringe i vandet, fordi undgåelsesadfærden efterhånden manifesterer sig på alle mulige områder. Det udvikler sig ofte sådan, at veteranerne trækker sig fra livet – de flytter måske væk fra familien og bor i et sommerhus, hvor de får maden leveret, og de undgår alle former for offentlig transport,” fortæller Sofie Folke.

Behandling med psykoterapi

Behandlingen, som veteranerne tilbydes, er psykoterapi, hvor de trænes i at gå op imod den undgåelsesadfærd, som er en væsentlig del af symptombilledet. Det sker i form af det, der kaldes ‘prolonged exposure’, vedvarende eksponeringsterapi.

  “Terapeuten arbejder sammen med veteranen på at gå imod undgåelsesadfærden. Første skridt er, at man hjælper veteranen til at genopleve den traumatiske hændelse ved at lukke øjnene, tænke tilbage og fortælle, hvad der skete. Det er meget hårdt, men det kan hjælpe til, at soldaten opdager, at det er muligt at være i de ubehagelige følelser og bevæge sig ud af dem igen. Det kan også hjælpe på, at den skyld, de ofte føler, kan blive taget ud af ligningen, fordi de kan se, at de ikke kunne handle anderledes, end de gjorde,” fortæller Sofie Folke.

 Man arbejder herefter med, at veteranen skridt for skridt begynder at gøre nogle af de ting, han eller hun før har undgået – fx at handle ind i supermarkedet.

 “Man kan begynde med at handle ind på tidspunkter, hvor der er få kunder, og så efterhånden også klare at gå ind i et fyldt supermarked. Målet er, at man generobrer nogle af de funktioner, undgåelsesadfærden har frarøvet én – at man kan være sammen med familien igen og få et arbejde,” siger Sofie Folke.

Veterancentret yder hjælp til alle soldater, der har været udsendt på en international mission i mindst 28 dage, og tilbuddet om hjælp og støtte er altså livslangt. Tilbuddet omfatter ikke kun terapi, men også rådgivning om fx omskoling og beskæftigelse samt en række tilbud til veteranernes familier.

 Tine Bang Rehmeier er ansat som socialrådgiver i Veterancentret under det område, der hedder rehabilitering og rådgivning, og hvor der er ansat både opsøgende rådgivere, beskæftigelsesrådgivere, familierådgivere og socialrådgivere.

“Min rolle er primært at støtte veteranerne, når de har fået en PTSD-diagnose og har erkendt, at deres skader har indflydelse på både deres privat- og arbejdsliv og på deres generelle funktionsniveau. Vi støtter under den afklaring, der ofte foregår i kommunalt regi, hvor mange er på kontanthjælp, i ressourceforløb eller fleksjob eller førtidspension. Afklaringen kan være lang og svær at navigere i – ikke mindst fordi PTSD medfører koncentrations- og hukommelsesbesvær,” fortæller hun.

 I det hele taget er det sket meget på veteranområdet de seneste årtier, vurderer Tine Bang Rehmeier: “Soldaterne har ydet en helt særlig indsats for vores sikkerheds skyld, og det skal anerkendes. Det synes jeg også, at det bliver i kraft af det sikkerhedsnet af hjælp, råd og vejledning, vi i dag tilbyder vores veteraner og deres pårørende,” siger hun. 

Historiker Kasper Nissen er enig i, at der er sket meget på veteranområdet i relation til psykiske krigsskader. Men han mener fortsat, at der findes “en form for mistænkelighedskultur omkring krigsskader og psykisk sygdom i det hele taget”.

“Og jeg mener slet ikke, at vi som samfund er færdig med at lave de foranstaltninger, der skal til, når man går med i en krig. Tiden efter Første Verdenskrig med de problemer, der prægede flere generationer, og alle de problemer, der er med psykiske krigsskader i dag, viser hvor utroligt gennemgribende det stadig er for en person og en familie at skulle i krig,” siger han.