Tilbage til nyhedsliste

Plattysk ildsjæl modtager anerkendelse

12. oktober 2023

Formanden for den plattyske kulturforening i Slesvig-Holsten, skuespiller Gesa Retzlaff, er blevet hædret af Tysklands forbundspræsident for sin store indsats for det plattyske mindretalssprog.

Ved overrækkelsen af fortjenstmedaljerne ses de slesvig-holstenske modtagere Anke Timmermann-Grell, Hans-Ulrich Vorlauf, Ute Thyen, Theodor Siebel, Gesa Retzlaff, Jürgen Kunze og ministerpræsident Daniel Günther (CDU).

Ved overrækkelsen af fortjenstmedaljerne ses de slesvig-holstenske modtagere Anke Timmermann-Grell, Hans-Ulrich Vorlauf, Ute Thyen, Theodor Siebel, Gesa Retzlaff, Jürgen Kunze og ministerpræsident Daniel Günther (CDU).

Foto: Frank Peter/Schleswig-Holstein

Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier har tildelt Gesa Retzlaff fra Nordfrisland den tyske fortjenstmedalje (Verdienstkreuz am Bande des Verdienstordens der Bundesrepublik Deutschland). Hun modtog anerkendelsen sammen med andre modtagere fra Slesvig-Holsten. Overrækkelsen stod den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther (CDU) for i delstatshovedstaden Kiel.

Gesa Retzlaff er fra Fjolde (Viöl) i Nordfrisland.  På delstatens hjemmeside kan man læse begrundelsen for anerkendelsen:

”Gesa Retzlaff har været fuldtids- og frivillig ambassadør for plattysk i mere end to årtier. Med sit engagement som skuespiller, fuldtidsdirektør for “Plattdüütsch-Zentrum” og formand for den plattyske teaterforening i Slesvig-Holsten giver Retzlaff den immaterielle kulturarv omtale og prestige. Retzlaff bruger blandt andet teater til at bevare sproget og til at bringe især unge mennesker ind på scenerne og blandt publikum. Hun fungerer som arrangør og moderator af teaterdage, fremtidsværksteder, teaterakademier og seminarer. Desuden lykkes det hende hele tiden at skaffe sponsorer og støtter til sit frivillige arbejde”.

Ifølge Flensborg Avis blev Gesa Retzlaff allerede som 16-årig medlem af teatergruppen ’De junge Lüüd ut Löwenstedt’ (De unge folk fra Løvensted), som hun i 2002 overtog lederskabet af, og som har vundet flere priser.

Derudover har hun siden 1999 været medlem af det plattyske teaters ensemble i Flensborg (NDB), hvor hun regelmæssigt leverer roste præstationer som skuespiller. I 2018 blev hun udnævnt som direktør for plattysk-centret i Læk, skriver avisen.