Tilbage til nyhedsliste

Grænseforeningen sløjfer slogan

7. oktober 2024

Fra den 1. januar 2025 er sloganet ’For en åben danskhed’ fortid i Grænseforeningen. Det sker som et led i en kommende strategi.

Grænseforeningens sekretariat har til huse i Peder Skrams Gade i København.

Grænseforeningens sekretariat har til huse i Peder Skrams Gade i København.

Arkivfoto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Siden 2007 har Grænseforeningen haft sloganet ’For en åben danskhed’, men fra 1. januar 2025 bliver det sløjfet. 

Det har Grænseforeningens bestyrelse besluttet ved et bestyrelsesmøde fredag den 4. oktober.

”Sloganet har siden sin indførelse været til debat, både i Grænseforeningens lokalforeninger, men så sandelig også i det danske mindretal i Sydslesvig. Det er bestyrelsens klare holdning, at det er på allerhøjeste tid at skrotte sloganet og vende opmærksomheden mod kerneopgaven. Sloganet har bidraget til signalforvirring og talt ind i en indenrigspolitisk integrationsdebat i Danmark, som en apolitisk folkeoplysende organisation som Grænseforeningen ikke bør blande sig i. Tværtimod skal vi bruge alle vores ressourcer på at støtte danskheden i grænselandet - særligt i Sydslesvig - og bedrive folkeoplysning for at udbrede kendskabet til grænselandets forhold”, siger formand Mirco Reimer-Elster.

Beslutningen blev annonceret på et møde for Grænseforeningens lokalforeninger fra hele Danmark i Middelfart lørdag den 5. oktober.

Sløjfningen af sloganet sker som en del af en kommende strategi, som Grænseforeningens bestyrelse ventes at præsentere i det nye år. Et andet led i den kommende strategi er, at Grænseforeningens Kulturmødeambassadører bliver nedlagt. Korpset af unge med mindretalsbaggrund, både fra det dansk-tyske grænseland og andre steder, har siden 2009 oplyst om det dansk-tyske grænseland og trukket paralleller mellem det at vokse op med dansk og tysk sprog i grænselandet og etniske minoriteters situation i Danmark.

”Kulturmødeambassadørerne var en naturlig opfølger til sloganet i sin tid, og derfor nedlægger vi selvfølgelig også dette projekt. Det er ikke Grænseforeningens opgave at promovere bindestregsidentiteter, etniske minoritetsbaggrunde eller agere identitetsplatform. Projektet stod i forvejen med et ben i graven grundet manglende ressourcer og prioritering, men nu får kulturmødeambassadørprojektet altså sin logiske afslutning sammen med sloganet”, siger Mirco Reimer-Elster.