Anna Christiane Lauterup Ludvigsen: Til L. Skau
Anna Christiane Lauterup Ludvigsen skrev adskillige digte, hvoraf en del blev samlet i digtsamlingen Markblomster af Anna (1852), som kom i to bind. Hun fik status af ”Sønderjyllands Digterinde”.
Hun deltog i flere møder på Skamlingsbanken, bl.a. mødet den 4. juli 1844, hvor hun hørte bl.a. Laurids Skaus tale. Hun blev så begejstre herfor, at hun skrev et digt til ham. Han kaldes heri Skovørnen.
Se også hendes digte ”1848, den 18de April - Krigssang” og ”Glæden paa Skamling 1846”.
Til L. Skau
1846
I Haabets Farve staaer vor danske Skov,
Saa sommerfrisk! Og byder Skjul og Skygge,
At Slettens Fugl ei vorder Høge-Rov,
Men frit i Læ kan glad sin Rede bygge.
Dybt i dens Indre boer en vældig Ørn.
Som kjæk og modig møder List og Fare.
Rask svinger den sig over Stub og Tjørn,
Trods Skrig og Støi af næsvis Spurveskare.
Høit over Reden gaaer dens stolte Flugt,
At holde Vagt, med vidtudspilet Vinge
Og Speiderblik – af Sydens bittre Frugt
Ei skal vor danske Frihed Døden bringe,
Skjøndt sledske Stemmer prise Træets Luft
Bag Løvet skjules Falskheds lumske Snare,
Grandt Ørnen seer den – og med kraftigt
Den søger hver fra Trældom at bevare.
Paa Skamlings Tind jeg saae Dig førstegang,
Du kjække Skov-Ørn! med den klare Stemme;
Ha, den var dansk! – og Hjertets Seiersang,
Som Vestens lille Sangfugl ei kan glemme.
Før den vel ile fra sin fjerne Egn
Til Østen Skov, et stille Quad at synge
For Ørnen bag det lysegrønne Hegn,
Og høres den bag talrig Fugleklynge?
Dog den er dansk – og quiddrer stolt og fri
Om Folkeværd, om Ret og Oldtids Dage,
O, at Naturens simple Melodie,
Du ædle Skov-Ørn! maatte dig behage!
Ved Vestens Strande hviler Freden sig,
Thi Sydens Kævl og Sviig har der ei hjemme,
Og hæver enkelt Ravn sit hæse Skrig,
Den overdøves flux af Mængdens Stemme.
Held dig! Og hver af danske Ørneæt,
Som Sydens griske høg tilbagetrængte,
Og sønderriver skjulte Trældoms-Ræt,
Som spændes over Danmark grønne Vænge.
Hold Stand, du ædle Skov-Ørn! Hold ei op
At vaage der, hvor lumske Farer lure,
Først da er Fred, naar Sydens Spurvetrop
Er jaget over Dannevirkes Mure.
Hvor vil den lille Sangfugl glæde sig
Og bryde ud i glade Jubeltoner
Naar ingen Spurvestøi og Ravneskrig
Vanhelder meer de danske Bøgekroner!
Da vil den qvæde om hvad blev og svandt,
Hvis end den lever og kan tungen røre.
Om danske Ørne-Æt, som Seier vandt,
Vil fjerne Slægter med Begejstring høre.
Kildehenvisning:
Anna Christiane Lautrup: Markblomster 1. del (1852), s. 219-221.