Jens Jessen: Tvangsstyret

For 40 Aar siden var, den sidste Dag i Aaret 1863, de danske Soldater dragne ud af Holsten.  Det tyske Forbund havde giort Krav paa med sine Tropper at besætte Holsten som tysk Forbundsland, og Danmark satte sig ikke derimod. Nyaarsmorgen 1864 stod de danske Jenser Vagt ved Ejderens nordre Bred.

En Maaned senere overskred prøjsiske og østerrigske Hære Sønderjyllands Grænser. Der var ikke udstedt nogen Krigserklæring. Bismarck¹ vilde undgaa i sidste Øjeblik at tilstille Danmark et afgørende Forlangende om Ophævelse af Novemberforfatningen² for Kongeriget og Slesvig, fordi han frygtede for, at den danske Regering skulde give efter, hvorved de tyske Magter vilde miste ethvert Paaskud til at føre Krig. Derfor nøjedes Bismarck med at lade Feltmarskal Wrangel³ skrive til General de Meza⁴, om han vilde trække sig tilbage fra Hertugdømmet Slesvig, som Prøjsen og Østerrig foreløbig vilde besætte for at have et Pant for, at Danmark opfyldte de tyske Forlangender. General de Meza svarede Nej, og saa havde vi Krigen.

Der er talt meget om den danske Regerings Fejl baade i Tidernes Løb ned til 1848 og i de tretten Aar mellem Krigene. Det er sikkert, at Danskheden i Sønderjylland havde været vanrøgtet i flere Hundrede Aar, og man kan beklage, at den danske Regering ved Aftalerne i London 1851-52⁵ udtalte Forventningen om at kunne ordne Landsdelenes indbyrdes Forhold paa en bestemt Maade, da det dog kunde forudses, at Tyskerne vilde lægge Hindringer i Vejen for enhver lempelig Ordning, hvorfor Danmark burde holde sig alle Muligheder aabne. Man kan anke over, at der ved Indretningen af de blandede Sprogdistrikter ikke toges tilstrækkeligt Hensyn til en Del af Befolkningens Ønsker, og at der, som naturligt lige efter et Oprør, ogsaa forekom nogen Politivilkaarlighed. Men Sprogforskrifterne var i og for sig retfærdige, og, hvad mere er, og hvad der maa siges til den danske Dommerstands store Ære, der findes fra Tiden mellem Krigene ikke nogen uforsvarlig politisk Domfældelse fra Sønderjyllands Højesteret, Appellationsretten i Flensborg. Alligevel blev der begaaet en stor og næsten utilgivelig Fejl fra dansk Side. Man ænsede ikke det gamle latinske Ord "Held de besiddende!" (Beati possidentes); man forstod ikke, at saa længe Danmark sad inde med Hertugdømmerne, havde det Udsigt til at beholde dem, at Stillingen bedredes Dag for Dag, og at det vigtigste, ja næsten det eneste, man havde at gøre, var at undgaa Krigen. Enhver Indrømmelse, som Tyskland forlangte og Evropa sluttede sig til, burde gøres og burde gøres i Tide. Hvis det var sket, havde uden Tvivl hele Sønderjylland endnu den Dag i Dag været dansk.

Der er for os danske Slesvigere to Ting at lære af dette. Det gælder i Folkenes Tilværelse og i det enkelte Menneskes Liv, at sjælden eller aldrig kommer en stor Ulykke over nogen helt uden egen Skyld. Vi skal nu se til, at vi bøder paa Fortidens Fejl i Steden for at gøre dem om igen; vi maa vide, at vi endnu for en Del har vor Skæbne i vor egen Haand, og at det staar til os selv at føre vort Forsvar med Omsyn og Klogskab.

Vi veed, at Stillingen er vanskelig, og den er i det nu henrundne Aar ikke bleven lettere.

Det prøjsiske Regimente har altid været strengt, i de sidste 5 Aar endnu strengere end tidligere. Under dette skærpede Tvangsherredømme har man fra tysk Side jævnligt udtalt det Haab, at "den faste Haands Politik" skulde gøre Danskerne modløse og møre, saa de bad om godt Vejr og kyssede Riset. Under saadanne Omstændigheder kunde intet være mere ubetimeligt, end om Danske talte om Forsoning og Imødekommen og den Slags Ting. Det kan kun beklages, at det tyske kejserbesøg i København sidste Foraar har givet Anledning til Udtalelser af den Art, beklages ikke alene af den Grund, at det maa styrke Tyskerne i den Mening, at Tvangsregimentet gør sin gode Virkning, men ogsaa fordi det forplumrer Stillingen og den naturlige Opfattelse hos de danske Slesvigere.

Med dansk Troskyldighed ventede man sig store Ting af Besøget i København. Selv om ikke § 5⁶ vilde blive opfyldt, saa skulde dog al Forfølgelse og Haardhed mod Danskheden i Slesvig standses. I Berlin laa der, fortalte man, et Dokument færdigt til Udstedelse efter Kejser Vilhelms Hjemkomst, hvorved hele Optantsagen⁷ vilde blive løst med eet Slag. Og mange andre Herligheder var i Vente. Alle disse opskruede Forventninger viste sig at være idel Humbug. Forsoningens Frugter var Skueretter af Pap, eller, om man vil, af Papir: nogle glatte Talemaader i berlinske Blade. Det var for Resten ikke alle store tyske Aviser, som ulejligede sig med fagre Ord: i enkelte af dem stod ligefrem, at saa længe de danske Slesvigere endnu valgte egne Folkerepræsentanter i Steden for at stemme sammen med de tyske Partier, kunde der ikke ventes nogen Forandring i den faste Haands Politik. 

Vedvarende forekommer Udvisninger af kongerigsk Tyende, der har taget Tjeneste hos Husbonder, som aabent lægger deres danske Sindelag for Dagen. Hos en Familie paa Vestkysten, hvor en Søn, en Student, der er overskreven til Kongeriget, i Julen 1902 uden de prøjsiske Myndigheders Tilladelse havde besøgt sit Hjem, blev der udvist fire Tjenestefolk foruden en Havemand med Kone og Børn. Andre Udvisninger af Tyende foretoges af den Grund, at Husbonderne havde været til Møder i Kongeriget.  Ja, i Efteraaret er man gaaet saa vidt at anordne den Slags Udvisninger, hvor Husbonderne har stemt dansk ved Landdagsvalget. Endogsaa en russisk Pige er bleven bortvist fra et dansk Herskab. Blandt de udviste er, i Mangel af Folk, som er fødte i Kongeriget, slesvigske Optantbørn, fødte her i Slesvig som Børn af Slesvigere, der har været overskrevne til dansk Militærforhold. Samtidig vedbliver det navnkundige Optantlaveri⁸, Forvandlingen af prøjsiske til danske Undersaatter, undertiden med paafølgende Landsforvisning. Mænd, som har aftjent deres prøjsiske Værnepligt i to eller tre Aar, bliver stemplede som danske Undersaatter, naar deres Fædre i sin Tid har udtalt Ønske om at flytte til Kongeriget som danske Undersaatter, men ikke har udført deres Forsæt, og derefter i tredive Aar har været godkendte som prøjsiske Statsborgere. Tjenestedrengekrigen, Nægtelsen af delvis Fritagelse for Sommerskolen, naar Drengene skulde tjene hos danske Husbonder, er heller ikke hørt op. Danske politiske Møder søges saa vidt muligt hindrede. Den danske Befolkning og dens Talsmænd er udsatte for de værste Usandheder og Angreb i en Fortyskningspresse, som holdes oppe ved Penge af hemmelige Statsmidler. Samtidig bliver de danske Blade ved de prøjsiske Domstole ikendte Straffedomme, som andensteds er uhørte. En Medarbejder ved et dansk Blad sidder halvandet Aar i Fængsel for Ytringer, som maa anses for ikke at være strafbare i noget andet civiliseret Land.

Naar man ser hen til alle Vanskelighederne, saa tør Udfaldet af Rigsdagsvalget den 16. Juni næppe kaldes helt daarligt for os Danske. Vel var der en Del Forøgelse af de tyske og de socialdemokratiske Stemmer, hvad man kunde vente efter de nye Jernbaneanlæg og den ogsaa af andre Grunde stigende tyske Indvandring; men Tilbagegangen i det danske Stemmetal - fra 15,448 i hele Nordslesvig ved Valget 1898 til 14,843, altsaa en Nedgang af 605 Stemmer -, var ikke saa stor som den ved Optantlaveriet forvoldte Formindskelse af de danske valgberettigedes Tal. Daarligst var Flensborg-Aabenraa Valgkreds, hvor det danske Stemmetal fra 3349 i 1898 sank til 2988, altsaa en Aftagen med 361 Stemmer eller over 10 Procent, men der havde der i 1898 paa Grund af den særlig heldige Kandidat, Gardejer C. P. Wolff i Gammelgab, en i hele Kredsen kendt Landmand, været en Stigning i Stemmetallet paa over 5 Procent, en Tilvækst, der denne Gang ikke kunde ventes opretholdt, da Gaardejer Wolff var bleven stemplet som dansk Undersaat og ikke som Valgkandidat var bleven afløst af en anden Landmand. Betænkeligere for Stillingen i denne Valgkreds var det, at der forud for Omvalget blev iværksat en Agitation fra dansk Side for at faa den socialdemokratiske Kandidat valgt, hvad der lykkedes, da over en Tredjedel af de danske Vælgere lod sig formaa til at stemme paa ham. I 1898 havde Bestyrelsen for Den nordslesvigske Vælgerforening⁹ i en offentlig Henvendelse til Vælgerne udtalt, at medens den fraraadede at stemme paa den tyske Antisemit, saa turde den ikke heller tilraade de danske Vælgere at kaste deres Stemmer over paa Socialdemokraten. Paa det danske Aarsmøde i Aabenraa sidste Foraar vedtoges det at overlade til Vælgerne selv, om de under Omstændigheder vilde deltage i et Omvalg eller ej. Denne Parole blev brudt under Agitationen for den socialdemokratiske Kandidat, som derefter blev valgt.

Med de Fordele, man havde ventet sig for Landdagsvalget af denne Taktik ved Rigsdagsomvalget, gik det som med Forsoningens Frugter efter Kejserbesøget og de opskruede Forventninger i Optantsagen. Det viste sig, at Socialdemokraterne ikke kunde øve nogen som helst Indflydelse ved Landdagsvalget, og dette blev et stort Nederlag for os Danske. Antallet af danske Valgmænd sank i Haderslev Kreds fra 149 i 1898 til 134, medens det tyske steg fra 50 til 73. I Aabenraa-Sønderborg Landdagsvalgkreds gik det danske Stemmetal ned fra 124 til 118, det tyske op fra 90 til 109, saa at den danske Landdagsmand for denne Kreds kun blev valgt med et Overtal af ni Stemmer. Det maa dog bemærkes, at alle den tysk ”Valggeometris" Kunster var satte i Gang for at slaa Danskheden ned.

Et Skaar i Fortyskningspartiets Jubel over den faste Haands Politik og dens Virkninger fremkom ved Knaldet i Skærbæk, hvor Fortyskningens Ypperstepræst, den halvvejs udnævnte Biskop, Ridderen af den prøjsiske Ørn, den tyske Rigsdagskandidat fra 1902, Næstformanden i "Den tyske Forening", kort sagt hele Fortyskningspartiets bedste Mand Pastor Jacobsen¹⁰ ikke længere svarede til de store Forhaabninger, man havde knyttet til ham og hans Foretagender, af hvilke det ene efter det andet gik fallit, medens det kun med Nød og næppe og med Regeringen Understøttelse ved store Pengemidler lykkedes at opretholde fortyskningsbanken. Nu har Pastor Jacobsen ogsaa paa tysk Side faaet skarpe Angribere, men det lader til, at de og han ikke har meget at lade hinanden høre. Skærbæk-Historien er kun en naturlig Affødning af hele Fortyskningssystemet. Det store Knald har i flere Aar været forudset og forudsagt i den danske Presse.

Men Fortyskningen¹¹ opgiver ikke Ævred. Naar man har Magten i Ryggen, behøver man ikke at blive forknyt for saa lidt. Uden Tvivl vil man blive ved at raabe paa tysk Forfølgelse og Tvang mod os Danske, og Regeringen i Berlin har i denne Henseende lydhøre Øren og et villigt Sind.

Alligevel behøver vi Danske ikke helt at lade os skræmme, da vi maa vide, at i vore Dage kan ingen Magthaver og ingen Vold kue en Befolkning, som ikke selv vil lade sig kue og ikke ved gale Manøvrer spiller Modstanderne Sejren i Hænderne.

Hvorledes skal vi da stille os?

Først og fremmest bør vi gøre os klart, hvad der under et folkeligt Forsvar er det ene fornødne. Uden Fane fylkes ingen Flok. Skal der holdes sammen, maa der være noget at holde sammen om. Enhver enkelt maa kunne se, hvad det gælder. Stillingen skal være ren og klar. Det er farligt at lege Skjul med sine Formaal, at vakle paa sit Standpunkt og at slutte falske Alliancer. For et almindeligt politisk Parti kan det være fristende at prøve paa at forny sin Mønt ved Eksperimenter og nye Forbindelser. Falder der nogle Tilhængere fra, kan der vindes andre. For en Befolkningsdel, der kæmper for sin folkelige Tilværelse, stiller det sig anderledes. Den er, uden at kunne vente Tilgang udefra, henvist til sig selv og har derfor ingen at miste. Den danske Befolkning i Slesvig bør have nok i sit eget Formaal, og den har nok deri. Endnu virker paa vor Befolkning med sin gamle Kraft det gode Ord fra Ahlmanns¹² og Krygers¹³ Dage: Vi er Danske, vi vil vedblive at være Danske, vi vil behandles som Danske efter Folkerettens Forskrifter.

Vi bør være klare paa, at vort Arbejde ligger herhjemme. Hovedsagen er at holde Befolkningen sammen og at undgaa alt nyt, der kunde virke som et Splittelsens Tegn. Intet er saa nedslaaende som Skuffelser. Men det har vist sig, at Befolkningens Mod ikke slaas ned af alle de Skuffelser, som Tiden af sig selv fører med sig. Saa meget større er den Forpligtelse, ikke at vække falske Forhaabninger og upaalidelige Forventninger, hvoraf unødvendige Skuffelser bliver Følgen. Derfor foregøgler vi ikke vore Folk, at nu kan vi opnaa dette og nu hint; nu skal vi vinde een Sejr og nu en anden; nu er vore Modstan­dere møre, eller nu er de overvundne af vor Elskværdighed. Vi maler ikke Stillingen bedre, end den er. Vi vil gerne indrømme, at vi for Øjeblikket ikke har andre at stole paa end os selv. Men saa meget mere skal vi da stole paa os selv.

Den danske Befolkning har Indsigt nok til at vide, at den ikke kan forlange meget af sine Talsmænd i de berlinske Parlamenter. Kan de, som den udmærkede Parlamentariker Gustav Johannsen¹⁴ saa fortrinligt evnede, holde Standpunktet klart uden nogen Sinde at afstedkomme Fortræd, saa har de gjort alt, hvad man til Jævnshold¹⁵ kan vente af dem. De danske Folkerepræsentanter bærer sig ikke netop ad som Elsasserne og Polakkerne, der for en stor Del kun giver Møde i Berlin en sjælden Gang, naar de vil tage Ordet eller være med til en Afstemning. De Danskes mere stadige Ophold i Parlamenterne vil medføre, at de oftere maa tage Stilling til de forekommende almindelige Spørgsmaal. I det hele falder dette let nok, da det er det naturlige at staa paa Mindretallenes Ret, hvad med andre Ord vil sige inden for visse Grænser at holde politisk med de frisindede, religiøst med Centrum¹⁶, socialt med Socialdemokraterne og nationalt med Polakkker og Elsassere.

Mest til Bestyrkelse for os selv kan vore Folkerepræsentanter nu og da forebringe vore Klager og vore Ønsker. Vi har ikke gjort os store Forventninger om, hvad der skulde komme ud af de i den prøjsiske Landdag fremsatte Sprogandragender. Til Gengæld kan vi sige, at der heller ikke let kunde komme noget ondt ud deraf. Det danske Sprog er jaget ud af Skolerne, kun, i en Del Landsbyskoler, paa et Par Religionstimer nær. Naar de prøjsiske Myndigheder vil lade ogsaa dem forsvinde, er kun et Tidsspørgsmaal. I Optantsagen har Gustav Johannsen og H. P. Hanssen¹⁷ i deres Optræden i den prøjsiske Landdag vist Varsomhed. Gustav Johannsen forudsaa og udtalte før sin Død, at der i denne Sag kunde komme nye Ulykker. Ganske rigtigt kom da ogsaa Optantlaveriet. Det er en Tilfredsstillelse, at ingen kan paastaa, at dette skyldes vore Repræsentanters Taler i Parlamentet.

Paa Omraader, hvor Magthaverne kan ramme os og kun os alene - i det højeste tillige Polakker og Elsassere - , har vi lidet at haabe. Derimod kan vi nok vente bedre Vilkaar, hvor det ikke lader sig gøre at sætte os i en Undtagelsesstilling og skille os ud fra Indbyggerne i hele Prøjsen eller Tyskland. Jo mere det tyske Socialdemokrati vokser, des mere maa de styrende være betænkte paa at hindre Tilgangen til dette Parti fra alle utilfredse eller radikale Elementer. Jo mindre borgerlig Frihed der er i Tyskland, des mere vil den almindelige Misfornøjelse vokse og give sig Udslag i, at der er Folk af alle Samfundsklasser, som ved Valgene stemmer sammen med Socialdemokraterne. Vil man hemme Tilgangen fra de andre Partier til Socialdemokratiet, saa maa der i Statslivet indføres Forbedringer i frisindet Retning. Selv det national-liberale Parti kan indse dette. Derfor har man oplevet det Særsyn, at de national-liberale, der ellers ikke trykkes af Frihedsfornemmelser, forieden ved den tyske Rigsdags Sammentræden anmeldte to Andragender i frisindet Retning, gaaende ud paa, at Forenings- og Forsamlingsretten, der hidtil er særskilt fastsat inden for de enkelte tyske Forbundsstater, skal udvikles som et Rigsanliggende, hvad der vilde føre til en meget betydelig Lettelse, da Rigsdagen ellers ikke vil vedtage et Lovforslag, og at Undersaatsforholdene i hele det tyske Rige skal ordnes ved en Rigsindfødsretslov, hvori blandt andet foreskrives, at de, der tidligere har haft Statsborgerret i en tysk Stat, skal have let ved at generhverve deres tidligere Rettigheder. Selve den prøjsiske Regering bebuder, at den vil forelægge et Forslag med en hel Del Lettelser i den gældende prøjsiske Forsamlings- og Foreningsret. Rigtignok vil den samtidig foreslaa, at Politimyndighederne skal have Lov til at forbyde Brugen af et andet Sprog end Tysk paa offentlige Møder. Det turde af forskellige Grunde være sandsynligt, at selv den prøjsiske Landdag ikke vil vedtage denne Undertrykkelsesforskrift mod Polakker og Danske, men helt sikker kan man vel næppe være paa, at den vil nægte at gaa med hertil. Thi de tyske Partier er ikke paalidelige over for Undtagelsesregler, naar de er visse paa, at disse ikke kan anvendes imod dem selv.

Under saa usikre Forhold har de nationale Mindretal i det tyske Rige al Anledning til ikke at ophidse de andre borgerlige Partier imod sig. Et Middel til at paadrage sig Uvilje baade hos Magthaverne og hos de borgerlige tyske Partier er det at slutte sig sammen med Socialdemokratiet. Det nytter ikke at nægte, at dette i den senere Tid er blevet ildeset, baade paa Grund af sin Hensynsløshed og paa Grund af Frygten for dets voksende Styrke. Man tør næppe være tryg for, at ikke den tyske Rigsdag formaas til at vedtage Undtagelseslove mod Socialdemokraterne, og hvem der er i Ledtog med dem. Vi Danske har nok i det Had, man kaster paa os som Danske; vi behøver ikke at bejle til at lide ogsaa under den Hadskhed, Socialdemokratiet er udsat for. Tyskerne skal ikke faa Paaskud til at fortælle, at nogen iblandt os vil finde sig i at tage det hvide Kors ud af vor Fane.

Naar vi altid holder vort Standpunkt rent og klart, saa kan vi haabe, at vi ved egen Kraft vil være stærke nok til ogsaa i Fremtiden at hævde os lige saa godt, som vi har gjort det i Fortiden.

Ordforklaringer:

(1) Otto von Bismarck var en preussisk statsmand, var bl.a. rigskansler.

(2) Novemberforfatningen var en grundlov for Slesvigs og Danmarks fælles anliggender.

(3) Fr. H.E. Wrangel var en preussisk general.

(4) Den danske general de Meza.

(5) Londontraktaten af 1852

(6) Paragraf i Pragerfreden, der gav mulighed for afholdelse af folkeafstemning om nationalt tilhørsforhold.

(7) En optant er en person i et grænseland, der selv vælger nationalitet.

(8) Myndighedernes forsøg på at gøre ledende dansksindede til danske statsborgere

(9) Vælgerforeningen for Nordslesvig var en politisk organisation.

(10) Christian Jacobsen var præst og agitator.

(11) Bestræbelserne  på at udbrede især tysk sprog og kultur (se fortyskning)

(12) Den sønderjyske politiker Nicolai Ahlmann

(13) Den sønderjyske politiker H.A. Krüger

(14) Redaktør og rigsdagsmand Gustav Johannsen

(15) i almindelighed

(16) Deutsche Zentrumspartei, et katolsk midterparti

(17) Redaktør og politiker H.P. Hanssen

Kildehenvisning:

Redaktør Jessen i Tale og Skrift i Udvalg ved Marie Jessen, f. Fibiger. Flensborg Avis’s Forlag, Padborg 1921, s. 296-302.