Gå til kildesamlingen

Christian Richardt: Efter Tabet af Als

Kildeintroduktion:

Med digtet ”Efter Tabet af Als” henviser Christian Richardt (1831-1892) til begivenheden under krigen i 1864, hvor preussiske styrker den 29. juni foretog et overraskelsesangreb på de danske styrker på Als og besatte øen (se Overgangen til Als). Herefter overgav den danske regering sig og måtte indgå en fredsaftale.

I digtet sammenlignes Danmark med Job fra Det Gamle Testamente. Han skraber sine sår og hånes af vennerne. Men om vi tror, så vil Gud hjælpe os.

Efter Tabet af Als

(Juli 1864.)

Nu blegner fast det sidste Haab,

kun lavt vor Stjerne staar,

og Danmark sidder som en Job

og skraber sine Saar;

og Vennerne de flokke sig,

de see os, Byld ved Byld,

og trøste os saa drøvelig1:

»det er din egen Skyld!«

 

Endnu dog ikke Danmark døer,

endnu vi har en Ven,

som knuser ej det brudte Rør,

men rejser det igjen;

som raaber til hver lille Flok,

der holder ud i Tro:

»Stat op, nu er Du prøvet nok,

»nu skal din Lykke gro!«

 

Men Tro begjærer han, vor Gud,

vor Frelser og vor Ven,

om end han skikker Bud paa Bud

og strenger Tugtelsen:

Den Tro, naar ved den aabne Grav

alt Ligfærdsklokken slog,

at Han, som tager hvad han gav,

kan give hvad han tog!

 

Ordforklaringer:

(1) ynkeligt

 

Kildehenvisning:

Christian Richardt: Samlede Digte, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 1895, 1. del, s. 175–176 (https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-richardt01-root)