Kongernes Konge
Digt skrevet af Adolph von der Recke i 1848; det hed oprindeligt ”Bøn for Danmark”.
”Kongernes Konge” med musik af Emil Horneman (1809-1870) blev sunget første gang ved en koncert i Tivoli den 16. september 1848. Den blev særdeles populær i afstemnings- og genforeningstiden og brugt ved både officielle og private festligheder. ”Kongernes Konge” var en af de seks fællessange, der blev sunget ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920.
Når faldne danske soldater i dag flyves hjem, lyder musikken til ”Kongernes Konge”, nu også kendt som ”Hærens salme”, når kisten bæres ud af flyet.
Bøn for Danmark
Kongernes Konge! Ene Du kan
Skjærme vort elskede Fædreneland!
Herre, Du ene
Kan Seiren os forlene.
Værn om vort herlige og ældgamle Dan!
Slyng om os Alle Enigheds Baand!
Send fra din Himmel Begeistringens Aand!
Følg Du i Fare
Den tappre, lille Skare!
Løft over Hæren din velsignende Haand!
Kjærlige Fader, lyt til vor Røst!
Freden og Friheden smykke vor Kyst!
Rigdomme følge
Med Snekken over Bølge,
Marken velsigne Du med rigeste Høst!
Herrernes Herre, mægtig og stor!
Naadig Du høre vort bedende Chor!
Herre Du ene
Kan Seiren os forlene,
Værn om vort herlige og ældgamle Nord!
Kildehenvisning:
Viser af Adolph Recke. O.H. Delbanco, København 1868, s. 6-7.