Gå til kildesamlingen

Adolph von Recke: I Natten klam og kold

Kildeintroduktion:

Adolph von Recke har skrevet digtet ”I Natten klam og kold” i 1849, der handler om Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 under Treårskrigen, hvor de preussiske tropper havde belejret fæstningsbyen. Det lykkedes danskerne med et natligt udfald at drive de slesvig-holstenske tropper på flugt. I forbindelse hermed faldt general Rye.

Melodien til digtet er skrevet af Emil Horneman (1809-1870).

Fredericia-Slaget

I Natten klam og kold,

Bag Fredericia Vold

Forventningsfuld og taus staaer Danner-Hæren bold1;

Paa Gaden er strøet Halm,

Man hører Fjendens Malm,

Der tordner gjennem Byen og gjør Luften kvalm.

Soldatens Hjerte banker, han veed jo han skal frem,

Han beder til Vorherre — han tænker paa sit Hjem.

Da lyder Bülows2 Bud,

»Soldater vi skal ud!

Saa kæmper nu for Kongen og vort Land med Gud! «

 

Hvor har vi Fjendens Trop?

Nu skal vi lyse op;

Giv Fyr! — Ryg Ræven ud af Hulen i Galop!

Recruter, som i Dag

Er første Gang i Slag,

Følg med os! Bryd jer ikke om Kartovens3 Brag!

Ryd op i Fjendens Skandser — sæt Staalet for hans Bryst!

Men beder han om Naade, saa lyd dit Hjertes Røst,

Og giv ham kun Pardon —

Men skulde den Person

Bedrage Dig — saa send ham blot en skarp Patron!

 

Hvad hjælper Bajonet?

Den tages ei saa let,

Den Skandse hist, som Pallisaden krandser tæt.

Læg dine Skuldre til!

Saa har vi vundet Spil.

Den Vei jeg gaaer; — dog nei, det ret ei lykkes vil.

Hvi standse I Soldater? — Er Eders Mod da brudt?

— Hr. Lieutenant, ak nei — men man siger Rye er skudt. —

Saa storme vi paany,

Trods Sabelhug og Bly;

ja nu er Skandsen vor — og vi har hævnet Rye.

 

See Fjenden er paa Flugt,

Han løber lige lukt

I Randsfjord ud og drukner i den dybe Bugt.

En Skare fløi mod Nord,

Men Størsteparten foer

Ad Erritsø4 og efterlod et dækket Bord.

Vi gav ham netop Tid at faae Bankekjødet med,

Men Laurbærblade mangled’ — han kom saa fort afsted;

Hans hele Skyts og Tros

Vi førte hjem med os,

Og viste ham, at saadan kan de Danske slaaes.

 

Ordforklaringer:

(1) tapper

(2) Frederik Bülow, overgeneral, ledede udfaldet fra Fredericia

(3) kanon

(4) landsby ca. 4 km sydvest for Fredericia, i dag en forsted til Fredericia.

 

Kildehenvisning:

Viser af Adolph Recke. O.H. Delbanco, København 1868, s. 19-20.