Vær med til at skabe møder på tværs
Familier nord og syd for grænsen mødes på Jaruplund Højskole, når Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) arrangerer ’Familiehøjskole’ fra den 4.-9. august.

Jaruplund Højskole inviterer til 'Familiehøjskole' med fokus på vikingernes verden.
Foto: Jaruplund Højskole
Er du og din familie interesseret i en anderledes sommerferie?
Så tag på familiehøjskole den 4.-9. august på Jaruplund Højskole i det dansk-tyske grænseland, og vær med til at knytte bånd på tværs af grænsen.
Temaet er vikingernes verden, og i løbet af de seks dage byder programmet på spændende aktiviteter for både børn og voksne. Vi laver mad over åben ild, fremstiller smykker, støber figurer og skyder med bue og pil. Der er også læder- og fedtstenarbejde samt sejlads - noget for enhver smag.
For de voksne er der også tandem-sprogundervisning med fokus på det dansk-tyske sprogfællesskab – en sjov og lærerig måde at blive klogere på hinandens sprog. Familiehøjskolen handler nemlig om fællesskab, kultur og nye oplevelser. Det er en uge, hvor man kan prøve noget nyt, møde nye mennesker og få minder, der varer længe efter, sommeren er slut.
Opholdet inkluderer selvfølgelig også en udflugt til vikingemuseet Hedeby og det historiske voldanlæg Dannevirke. Her mærker vi historiens vingesus på steder, hvor vikingerne selv har vandret.
Et familiehøjskoleophold er en anden måde at være sammen på som familie. Der er mange ferier, hvor forældrene bestemmer det meste, og børnene følgerne med. Men et højskoleophold er et dannelsesrum, hvor alle er lige fod, og alle får mulighed for at afprøve nye ting. Her handler det ikke om at præstere, og der bliver ikke uddelt karakterer. Så det koster ikke noget at kaste sig ud i noget nyt. Tilmeld jer allerede nu, og vær med til en uge fyldt med glæde og inspiration.
Familiehøjskolen arrangeres af Jaruplund Højskole i samarbejde med Sydslesvigsk Forening (SSF) og Grænseforeningen. Formålet er at give danske og sydslesvigske familier chancen for at mødes, dele oplevelser og skabe relationer på tværs af grænsen. Kursusleder er højskolelærer Sebastian Frederik Bilinger.
Læs mere om program og tilmelding på Jaruplund Højskoles hjemmeside.