Tilbage til nyhedsliste

Mindeord om en perle for Sydslesvig

20. juni 2025

MINDEORD: Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen, har skrevet et mindeord om Anders Kaare, der gik bort den 1. juni efter et længere sygdomsforløb.

Anders Kaare blev medlem af Grænseforeningen i 1978.

Anders Kaare blev medlem af Grænseforeningen i 1978.

Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen

Af Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen og formand for bestyrelsen for Arveprins Knuds Kollegium

Søndag den 1. juni døde tidligere mangeårige formand for Grænseforeningen for København og Frederiksberg og bestyrelsen for Arveprins Knuds Sydslesvigske Studie- og Hjælpefond, Anders Kaare, i en alder af 76 år efter et længere sygdomsforløb.

At Anders har gjort et stort indtryk på mange mennesker, vidnede det store fremmøde til hans begravelse i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg den 19. juni om.

Jeg lærte Anders at kende i foråret 2024, hvor han kontaktede mig for at spørge, om jeg i lyset af hans helbred og alder ville stå til rådighed som ny formand for bestyrelsen for Arveprins Knuds Kollegium. Som Anders skrev: ”Efter 32 år som formand er det vel også i orden med et vagtskifte.”

Det var det i den grad. Og det var klassisk Anders: underspillet og ordentligheden selv. Efter mere end tre årtier kunne han have valgt bare at takke af, men nej: Anders var optaget af, at ”der skal laves en plan.”

Sådan var Anders: ansvarsbevidst og dedikeret til det allersidste. Og når jeg mener det allersidste, så mener jeg det bogstaveligt.

Da vi skulle planlægge dette års bestyrelsesmøde i Arveprins Knuds Sydslesvigske Studie- og Hjælpefond den 16. maj, var Anders meget syg og indlagt på Frederiksberg Hospital.

Det forhindrede dog ikke Anders i at bruge sin datter som budbringer med præcise instrukser i, hvor mange smørrebrød der normalt blev bestilt. Og ikke nok med det: nogle dage senere fik vi ydermere en påmindelse: ”husk også ostemad og flaghejsning på dagen.”

Sådan var Anders: altid dybt engageret og behjælpsom til det allersidste. 

Da Anders kontaktede mig i foråret 2024, understregede han, at Arveprins Knuds Kollegium ”er en perle for Sydslesvig, som der skal værnes om.”

Jeg kunne ikke være mere enig - men jeg vil tilføje, at det var Anders Kaare også for Sydslesvig. 

Han var således en af drivkræfterne bag at uddele julehjælp til dansksindede familier syd for grænsen, ligesom Anders var formand for Grænselandets Legatfond, der har støttet klasserejser til Danmark og børnehaver og vuggestuer i Sydslesvig.

Af samme årsag modtog Anders Kaare på Grænseforeningens Sendemandsmøde i maj Grænseforeningens Pris. Fordi han var et strålende eksempel på det allerbedste ved Grænseforeningen og ved samarbejdet på tværs af grænsen.

Sydslesvig har mistet en stærk støtte. En ildsjæl, der boede på Frederiksberg hele sit liv, men alligevel brugte næsten et halvt århundrede på at støtte et dansk mindretal, der befinder sig mere end 300 kilometer syd for kommunegrænsen på Frederiksberg. Aldrig med sig selv i fokus men til fordel for andre. Det var subtilt og smukt. Præcis som en perle.

Æret være Anders Kaares minde.

Mindeordet er også bragt i Flensborg lørdag den 21. juni 2025.