Da årsmødeudvalget for nyligt præsenterede næste års motto for hovedstyrelsen i Sydslesvigsk Forening (SSF), tog det ifølge Flensborg Avis et øjeblik, før tiøren faldt. Det kan jeg godt forstå. For mottoet “Sydslesvig – friheden til at være nogen!”, er ikke ligefrem mundret. Til gengæld er det et interessant valg, fordi det rammer lige ned i en af tidens mest omdiskuterede tendenser, nemlig den stigende selvudfoldelse og fokuseringen på individet fremfor fællesskabet og kollektivet. Årsmødemottoet er i den sammenhæng et godt bevis på, at vi lever i en tid, hvor mange stræber efter at være nogen i egen ret i stedet for at prioritere at være noget for andre.

Håndboldspilleren Mikkel Hansen formulerede denne tendens meget præcis i et interview med Jyllands-Posten i december 2018. Her sagde Hansen: “Som samfund er vi havnet et lidt sørgeligt sted, hvor især mange unge stræber efter at blive kendte og ikke anerkendte.”

Det er lidt den samme tendens, som man ser afspejlet i årsmødets motto. Dermed kan man på sin vis selvfølgelig sige, at Sydslesvig i så fald er i sync med udviklingen i Danmark. Også her er identitet i stigende grad blevet et individuelt projekt, som man viser frem i stedet for at være optaget af at repræsentere en egenskab eller en dyd, der gavner samhørigheden. Eller som filosoffen Vincent Hendricks så fint opsummerede tendensen i en bogtitel for nogle år siden: “Nok om mig. Hvad med dig, hvad synes du om mig?”

Derfor er det værd at spørge, om årsmødeudvalgets fokus på friheden til at være nogen risikerer at skygge for det, der historisk set har gjort mindretallet stærk, nemlig viljen til at være noget for nogen. Denne vilje indebærer evnen til at tage ansvar, løfte i flok og at forstå sig selv som del af et større fællesskab fremfor et personligt brand. Det er særligt relevant i Sydslesvig, hvor man udover den generøse bevilling fra Danmark bliver båret frem af ildsjæle og frivillighed.

Årsmødeudvalget har til Flensborg Avis forklaret, at det sydslesvigske fællesskab er “stærkt, rummeligt og levende”. Derfor ønsker årsmødeudvalget med mottoet at signalere udadtil, “at der er plads til alle, der kan se sig selv i vores værdier, vores kultur og vores engagement. Vores styrke vokser, når flere bliver en del af fællesskabet.”

Med et glimt i øjet kan man i den sammenhæng konstatere, at ovenstående godt kunne beskrives som åben danskhed på steroider. For hvis man tænker årsmødeudvalgets grundlæggende tanke til ende, ja så kunne mindretallet jo i teorien en dag snildt blive flertallet.

I praksis kan man til gengæld spørge sig selv, om ‘jo flere jo bedre’-tankegangen er opportunt. Om det er fordelagtigt – også politisk – at et årsmødemotto til forveksling lyder som et slogan, et rekrutteringsbureau kunne have fundet på i dyre domme.

Særligt når nu man kan argumentere for, at den fornemmeste opgave i Sydslesvig nok ikke er friheden til at være nogen, men snarere muligheden for at være noget for mindretallet.

God læselyst!