”Ja, vi er jo lige kommet hjem fra Østfrisland”.

Bodil Hindsholm Hansen, formand for Grænseforeningens lokalforening i Ringkøbing og Omegn, sætter et fad smørrebrød på sit stuebord og bryder ud i et stort smil. Og med god grund, for det går rigtig godt i den vestjyske lokalforening.

”Vi var 48 i alt og var afsted i fem dage. Det var virkelig en dejlig tur, hvor vi også besøgte Bredsted i Nordfrisland og kunstnerkolonien Worpswede nær Bremen”, tilføjer hun. 

Peter Johannsen og Bjarne Sandal, der er bestyrelsesmedlemmer i lokalforeningen, nikker samstemmende og tager hver et stykke smørrebrød.

”Og på torsdag har vi så generalforsamling med mad og hjemmelavet kryddersnaps. Der er 80 tilmeldte”, siger Bjarne Sandal. 

”Ja, og så tager vi til Jaruplund Højskole nær Flensborg om en måned. Lige nu bliver vi 43 i alt”, tilføjer Peter Johannsen. 

Mønsterforeningen

Det er ikke tilfældigt, at der er gang i lokalforeningen i Ringkøbing og Omegn. Siden den dansk-tyske grænses fastlæggelse i 1920 og Grænseforeningens grundlæggelse samme år har området, der er kendt for sin billedskønne kyst, haft en stærk forbindelse til det dansk-tyske grænseland og det danske mindretal i Sydslesvig. 

I værket ’Grænsen, folket og staten – Grænseforeningen 1920-2020’ kalder historiker Axel Johnsen lokalforeningen i Ringkøbing for ”mønsterforeningen”, fordi man fra begyndelsen var en eksemplarisk forening med mange medlemmer og et godt netværk til Sydslesvig.

”Jeg tror, at der gennem tiden har været nogle store personligheder, som har formået at aktivere lokalbefolkningen. Det har skabt nogle gode traditioner, som vi nyder godt af i dag”, siger Bjarne Sandal. 

Nærmest i kor nævner de tre Sven Beiter, der var inspektør for Ringkøbing Skole samt formand for lokalforeningen fra 1996 og frem til sin død i 2016. De beskriver ham som et kraftcenter i byen, der sugede en masse mennesker til sig. En betydningsfuld mand, der var kendt af alle.

”Det var ham, der fik mig med i Grænseforeningen her i Ringkøbing”, fortæller Bjarne Sandal. 

"Jeg blev for 40 år siden valgt ind i bestyrelsen for Grænseforeningen for Nørre Nebel-egnen, hvor jeg var præst, som repræsentant for mine to sogne Henne og Lønne. Jeg var også formand en tid. Her var foreningens aktiv nogle velbesøgte udflugter til forskellige dele af Sydslesvig og altid med lokale guider fra mindretallet”, siger han. 

”I 2012 bliver jeg pensioneret og flytter til Ringkøbing, hvor jeg møder Sven Beiter i kirken. Han talte varmt for sagen: "Så skal du da være medlem her", og en dag ringede han så og spurgte, om jeg ikke også vil stille op til bestyrelsen," tilføjer Bjarne Sandal. 

Feriebørnenes favoritsted 

Peter Johannsen fremhæver også, at mange af de børn fra det danske mindretal i Sydslesvig, som gennem tiden har været på ferieophold i Danmark, var i Vestjylland. Det var Grænseforeningen og Dansk Skoleforening for Sydslesvig, som arrangerede feriebarnsopholdene. Et projekt, der blev oprettet i 1919 og nedlagt i 2021. 

”Jeg har selv været feriebarn her på egnen tre gange. Og det var to af mine søskende også. Det har da nok spillet en rolle, da jeg valgte at flytte til Danmark og skulle finde et sted at bo”, forklarer Peter Johannsen, der er opvokset i landsbyen Holt syd for den dansk-tyske grænse som en del af det danske mindretal i Sydslesvig. 

Han nævner videre Peder Ledgaard, en anden personlighed i lokalforeningens historie, der var stærkt engageret i de sydslesvigske børns ferieophold. Han var også kasserer for lejrskolehjemmet Vesterled nær Hvide Sande, hvor mindretallets børne og unge har kunne nyde den danske sommer siden åbningen i 1947. 

”Vi står på ryggen af dem alle”, lyder det fra Bodil Hindsholm Hansen. 

Et højt aktivitetsniveau

Grænseforeningen Ringkøbing og Omegn har i lang tid haft lige over 200 medlemmer. Der kommer indimellem nye til, og det går nogenlunde op med udmeldelserne, der typisk skyldes dødsfald. 

”Nogle år er vi faktisk steget en lille smule i medlemstal”, siger Peter Johannsen. 

De tre forklarer medlemsstabiliteten med et højt aktivitetsniveau, hvor der er plads i programmet til andet end udelukkende Sydslesvig. 

”Vi gør meget ud af at have et arrangement hver måned. Så er der god mulighed for at blive draget ind, hvis man ellers vil, og det er noget, der interesserer én”, siger Bjarne Sandal.

”Ja, og så er det et bredt emnefelt. Det er ikke kun Sydslesvig eller Sønderjylland, men også dansk sprog, kultur, historie og mindretalsspørgsmål”, siger Bodil Hindsholm Hansen og nævner som eksempel et tidligere foredrag med organist Elena Vas Andersen, der kom til Danmark fra Sibirien i 2001.

”Det handlede om at komme som fremmed i en ny sammenhæng. Det var måske et lidt smalt arrangement, men der kom rigtig mange, og det var også meget spændende”, tilføjer hun. 

Udover foredrag og busrejser har foreningen også haft god succes med at tage på kortere dagsudflugter til forskellige landsbyer i omegnen.

”Bare den nærmeste landsby kan være en overraskende oplevelse”, siger Peter Johannsen. 

”Ja, selvom man bor i nærheden, er det ikke altid, at man kender stederne”, tilføjer Bjarne Sandal. 

”Og så skal man heller ikke undervurdere det sociale element. Det er mennesker, der godt kan lide at være sammen”, supplerer Bodil Hindsholm Hansen. 

Vi må ikke glemme Sydslesvig

Selvom en del af lokalforeningens aktiviteter peger i andre retninger end Sydslesvig – til september 2026 skal man bl.a. en uge til Siljansøen i Midtsverige – så gentager de tre medlemmer af Grænseforeningen, at det danske mindretal er kernen. 

”Vi må ikke glemme Sydslesvig. Derfor er jeg også så glad for, at Grænseforeningen med Mirco Reimer-Elster som formand har fået en ny linje”, siger Bjarne Sandal. 

”Ja, vi var alle meget lettede, da vi for knap et år siden havde besøg af den nye formand, hvor han betroede os, at nu var det altså Sydslesvig og grænselandet, der skulle stå i centrum. Før det har vi nok følt, at det var lidt en kamp”, siger Bodil Hindsholm Hansen.

Mirco Reimer-Elster blev valgt som formand for Grænseforeningen i april 2024. Efterfølgende proklamerede han, at Grænseforeningen skulle have ny strategi, og den blev så præsenteret cirka et år senere i maj 2025.

”Den forrige strategi var efter min mening floskuløs. Grænselandet skulle placeres i hjertet af et åbent Europa, og det er vi fuldstændig ligeglade med. Med Mirco som formand er der igen kommet fokus på Sydslesvig og på lokalforeningernes indsats”, siger Bjarne Sandal. 

"Vi har først og fremmest Sydslesvig og mindretallet for øje og lytter efter, hvad der rører sig der. Det er hovedsagen for os. Og så skal vi ikke have en anden overordnet dagsorden i Danmark", tilføjer han.

Sydslesvig som samlingspunkt

Det er også interessen for Sydslesvig, der binder de tre medlemmer af den vestjyske lokalforening sammen i Grænseforeningen. Selvom de har hver deres udgangspunkt for at være medlem, udgør støtten til det danske mindretal det faste holdepunkt. 

Mens Peter Johannsen har Sydslesvig helt tæt på livet og er født og opvokset i det danske mindretal, har Bjarne Sandal lært at kende det på nært hold som præst gennem fire år i Ansgar Kirke, der er en af flere danske kirker i Flensborg. For Bodil Hindsholm Hansen var det i stedet interessen for historie, sprog og mindretal, der skabte en tilknytning. 

”Jeg har altid synes, at det var helt naturligt, at når man kom fra Sydslesvig, så måtte man involvere sig i det arbejde, der støtter mindretallet i Sydslesvig. Jeg har haft et rigtigt godt liv i Danmark og også været heldig at finde mig en dejlig pige. Vi har været gift i 59 år nu og fejrede bryllupsdag, da vi var afsted her til Østfrisland”, fortæller Peter Johannsen, der voksede op i en søskendeflok på syv. 

”Vi er tre i Danmark og tre i Tyskland. Den sidste gik desværre bort i en tidlig alder. Jeg kom selv til Ringkøbing, da en kammerat kunne skaffe mig arbejde her”, tilføjer han. 

For Bjarne Sandal blev de fire år i Sydslesvig skelsættende og gav ham en indgang til det frivillige engagement i Grænseforeningen. Men det var egentlig tilfældigt, at han endte med at søge arbejde hos en dansk kirke syd for grænsen. Han er født i Holstebro, og da han som færdiguddannet præst skulle finde noget at lave, skortede det ikke just på de ledige præsteembeder. Men her vakte Sydslesvig hans interesse.

"Jeg oplevede det stærke folkelige fællesskab. Som præst var jeg en naturlig del af livet i mindretallet og lærte at værdsætte nærheden og sammenholdet. Min kone og jeg har stadig rigtigt gode venner dernede, så det har været et langt samliv med Sydslesvig, kan man sige", fortæller Bjarne Sandal, der var mindretalspræst fra 1978-82.

Bodil Hindsholm Hansen har ikke rødder i grænselandet, og hun har heller ikke arbejdet dernede. Men med en uddannelsesbaggrund i tysk og religion og senere præst er der mange værdier og interesser, der flugter godt med Grænseforeningen. Og så har det da også haft betydning, at hendes far var historielærer.

”Min far var en glimrende fortæller, og jeg elskede at høre på ham, da jeg var barn. Den sønderjyske historie fyldte en del i hans fortællinger, selvom hverken han eller min mor var fra Sønderjylland. Men de var medlemmer af Foreningen Norden, og der har måske været en sammenhæng dér”, siger Bodil Hindsholm Hansen. 

”Jeg blev først opmærksom på Grænseforeningen mange år senere, da jeg som præst ved Mariagerfjord blev ringet op af den lokale Grænseforening, der spurgte, om de måtte låne min konfirmandstue til et møde. Det måtte de gerne, og så tog jeg med til mødet. Det var vældigt interessant. Jeg blev så spurgt, om jeg ikke ville være medlem, og det blev jeg så!”, siger hun.

Det var dog først, da hun gik på pension og sammen med sin mand flyttede permanent ind i sommerhuset på Lodbjerg Hede nær Ringkøbing og Vestkysten, at hun for alvor blev aktiv i Grænseforeningen.

”Min mand og jeg fik en vældig god modtagelse. Den daværende formand Ole Busch Madsen kom altid rundt og hilste på alle og sørgede også for, at vi som nye ikke stod alene for os selv. Senere var vi også med på et par ture, og det var hyggeligt”, siger Bodil Hindsholm Hansen. 

”Ikke langt tid efter blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være en del af bestyrelsen. Og lige pludseligt var valgt som formand. Jeg nåede aldrig at sige nej”, griner Bodil Hindsholm Hansen. 

”Men du har gjort det så godt”, tilføjer Bjarne Sandal og sender en tanke til forgængeren Ole Busch Madsen, som også fortjener stor tak.