Åbent hus på Knivsbjerg
Gæster inviteres til at besøge det tyske mindretals samlingssted den 13. marts
af Poul Struve Nielsen
Alle interesserede får nu mulighed for at besøge det tyske mindretals samlingssted, Knivsbjerg. Det er også en unik mulighed for at betræde Sønderjyllands højeste punkt for det er nemlig, hvad Knivsbjerg også er.
Den 13. marts fra kl. 11.00 til 15.00 åbner Knivsbjerg dørene til åbent hus for alle interesserede.
Det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), skriver i en pressemeddelelse, at mens der er åbent hus, kan man nyde god mad, opleve naturen og få indblik i faciliteterne og aktiviteterne.
Der tilbydes rundvisninger både inden- og udenfor på tysk og dansk for at give et eksklusivt indblik i Knivsbjergs muligheder.
”Knivsbjerg rummer et stort potentiale som eventsted, konferencecenter eller udflugtsmål, som BDN gerne vil præsentere”, hedder det i pressemeddelelsen.
”De aktiviteter, der ligger direkte på bjerget og kan bookes, præsenteres informativt. Herunder klatring, discgolf, volleyball, mindestedet, det historiske læringssted, fodbold, fiskeri, bordtennis, billard, bumperballs, airtrack og meget mere.”
Der er også sørget for det kulinariske. Knivsbjerg-køkkenet serverer snacks og pindemadder hele eftermiddagen. Der tilbydes desuden en rundvisning i køkkenet samt en præsentation af dets fleksible muligheder.
”Vi vil vise, hvad Knivsbjerg kan. Vores tilbud er fleksible og unikke. Det skal folk opleve,“ siger Thore Naujeck, leder af Knivsbjerg.