Brev fra E. Schau til hans kone Friede 17.4.1864
E. Schau deltog som major i Krigen i 1864 og ved Stormen på Dybbøl den 18. april 1864 blev han ramt i låret og blev som fanget bragt til lazarettet i Flensborg. Han fik amputeret benet, men der gik koldbrand i såret, så han døde den 24. april.
Fra lazarettet skrev han den 19. april følgende brev med blyant til sin hustru Friede, som han næsten daglig havde brevvekslet med gennem krigen. Brevet er de sidste linjer fra Schaus hånd. Friede skyndte sig at rejse til Flensborg, men E. Schau døde dagen før, hun kom.
Min inderligt elskede Friede!1 Igaar var jeg for udmattet til at sende Dig et par trøstende Ord, men idag, da jeg har faaet lidt Søvn, føler jeg Kraft til at skrive. Endnu er man ikke aldeles paa det Rene med Saarets Beskaffenhed, hvorvidt en Amputation vil blive nødvendig, men vi ville haabe det Bedste.
Har I nogen Efterretninger fra Emil?2 Han var den Dag meget udsat for at blive taget tilfange.
Jeg er underbragt i Johanniterriddernes Lazareth paa Bellevue med udmærket Pleie.
Tusind kjærlige Hilsener fra Din
Ernst.
Ordforklaringer:
(1) Friedes rigtige navn var Frederikke Louise, født von Krogh (1834-1899).
(2) Emil (1831-1864) var E. Schaus bror; han døde under Stormen på Dybbøl.
Kildehenvisning:
En Generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major E. Schau til hans Hustru, udgivne af Julius Clausen og P. Fr. Rist. København 1925, s. 121.