Tilbage til nyhedsliste

Viceborgmester fra Aabenraa fuldender Sydslesvigudvalget

19. juni 2026

Theis Kylling Hommeltoft, som har stået i spidsen for Aabenraa Kommunes arbejde med Flensborg Fjord som UNESCO‑biosfæreområde, er den socialdemokratiske joker i spillet om pladserne i Folketingets Sydslesvigudvalg.

Theis Kylling Hommeltoft er nyt medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg, der er bindeled til det danske mindretal.

Theis Kylling Hommeltoft er nyt medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg, der er bindeled til det danske mindretal.

Foto: Aabenraa Kommune

Af Poul Struve Nielsen 

Så har Socialdemokratiet spillet den joker, partiet har haft på hånden i spillet om pladserne i Sydslesvigudvalget, der er Folketingets bindeled til det danske mindretal. Og da kortet blev lagt på bordet, viste det sig at være en fremtrædende lokalpolitiker fra Sønderjylland med stor erfaring i grænseoverskridende samarbejde.

Det er Aabenraas 1. viceborgmester Theis Kylling Hommeltoft, som får den anden socialdemokratiske plads i udvalget. Den første plads har den hidtidige formand i udvalget, Benny Engelbrecht, beholdt. Han har også fortalt, at han igen stiller sig til rådighed, når formanden for denne periode skal udpeges.

Dermed er udvalget endeligt på plads. De øvrige medlemmer er Venstres Anni Matthiesen, Moderaternes Frida Bruun, Socialistisk Folkepartis Jørgen Kvist, Liberal Alliances Helena Artmann Andresen, og Simon Faber, som uden at være en del af partiet er indstillet af Dansk Folkeparti.

I første omgang fremgik det, at det nye medlem af Sydslesvigudvalget var tidligere minister Mattias Tesfaye, men det blev afkræftet. 

Theis Kylling Hommeltoft ser det, at han nu bliver medlem af et af Folketingets udvalg, som en mulighed for at fremme grænselandets sag.

”Jeg kommer fra en kommune, der ingen medlemmer har af Folketinget, så det at få en adgang og komme tættere på magtens centrum og have mulighed for at sætte fokus på nogle områder, er guld værd, Og grænselandet er en del af mit lokalområde. Og for mig personligt er det et stort skulderklap, at gruppeledelsen i Socialdemokratiet har vurderet, at den her opgave kunne jeg løse,” siger han.

Theis Kylling Hommeltoft er udover at være første viceborgmester også medlem af Børn- og Ungeudvalget, Økonomiudvalget og Aabenraa Havns bestyrelse. Han har to gange været indkaldt som midlertidigt medlem af Folketinget (stedfortræder) for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds.

I det daglige arbejder han med kommunikation i forsyningsbranchen.

Nok så væsentligt i denne sammenhæng står Theis Kylling Hommeltoft i spidsen for Aabenraa Kommunes arbejde med Flensborg Fjord som UNESCO‑biosfæreområde. Som formand for kommunens midlertidige §17, stk. 4‑udvalg har han samlet eksperter, foreninger og naboer på begge sider af grænsen for at afdække, hvordan fjorden kan blive en løftestang for natur, erhverv, kultur og læring under UNESCOs MAB‑program. 

”Det har været en af mine mærkesager. Jeg kan se styrken i, at de lokale fællesskaber med blandt andet SSW (det danske mindretals parti, red.) er gode. Kontakten over grænsen byder på udfordringer, men for mig som dansk politiker har det været en stor hjælp at kunne samarbejde med det danske mindretals parti, især med den politisk leder i Landdagen, Christian Dirschauer,” siger Theis Kylling Hommeltoft.

Udvalget afleverede i 2025 en samlet anbefaling, og Aabenraa Byråd har siden besluttet at arbejde videre i partnerskab med Sønderborg Kommune, Stadt Flensburg og Kreis Schleswig‑Flensburg. Ambitionen er ifølge Socialdemokratiet Aabenraas hjemmeside klar: at bruge biosfærestatus som platform for konkrete indsatser, der forbinder beskyttelse og benyttelse i grænselandet.

Nu skal han se være med til at bevilge penge til de sydslesvigske organisationer, hvor Skoleforeningen er den største modtager af midler fra Sydslesvigudvalget.

”Jeg kommer fra det kommunalpolitiske og har kun kortvarigt været vikar i Folketinget. Men jeg er selv uddannet lærer. Det med skoler er noget, jeg brænder for. Der kommer jeg til at have fokus på skolerne syd for grænsen,” siger han.

Jørgen Kvist er nyvalgt medlem af Folketinget for SF. Han er også en del af det nye Sydslesvigudvalg.

Jørgen Kvist er nyvalgt medlem af Folketinget for SF. Han er også en del af det nye Sydslesvigudvalg.

Foto: Privat

SF’ers mor er tidligere lokalforeningsformand

SF har udpeget det nyvalgte folketingsmedlem Jørgen Kvist, som er tidligere præst, højskoleforstander og generalsekretær for KFUM og KFUK. Han er valgt i Esbjerg Bykredsen og er født i Ølgod. Han er vokset op med et tæt forhold til grænselandet, idet hans mor, organist Karen Kvist Jensen, var formand Grænseforeningens lokalforening i Ølgod.

”Mine forældre tog hele storfamilien, som vel talte 25 personer, med til Sydslesvig, fordi vi skulle opleve. Vi var rundt og besøgte både Jaruplund Højskole og Duborg-Skolen. Så jeg føler, jeg har en rimelig forståelse for området,” siger Jørgen Kvist.

I dag er han overordnet interesseret i to ting, når det gælder Sydslesvig, som han var glad for at få lejlighed til at besøge som deltager i den Sydslesvigtur, der lige har været holdt for folketingsmedlemmer.

”Den ene er den helt store historie om, at efter i århundreder at have slået hovederne af hinanden, kan vi danskere og tyskere give hinanden hånden. Folk fatter ikke, hvor stor en historie, det er. Det er den største eksportartikel, Danmark kan have. Tænk, hvis andre kunne lære af det, så ville verden se anderledes ud.”

”Dernæst er jeg interesseret i, hvor bevæger den identitetsforståelse sig for nye generationer. Man fornemmer et forskelligt sprog for de ældre og de yngste. Hos de ældste har man kunnet mærke en konfrontation mellem danskere og tyskere. Når jeg taler med de unge, er det dybt inspirerende at høre dem fortælle om deres liv i den multiidentitetstilværelse, som de er elever i. Danskhed et ikke noget stationært, det er noget, der hele tiden bevæger sig. Der tror jeg, at det danske mindretal har rigtig meget at bringe til den diskussion om danskhed, som vi har nord for grænsen,” siger Jørgen Kvist.

Tidligere overborgmester repræsenterer DF

Hvad de øvrige medlemmer angår, er Benny Engelbrecht fra Sønderborg og har været valgt til Folketinget fra Sønderborgkredsen siden 2007. Han har tidligere været skatte- og transportminister. Han bor i Adsbøl i Sønderborg Kommune og var formand for Sydslesvigudvalget fra 2011-2014 og igen siden 2023.  

Venstres Anni Matthiesen var formand for Sydslesvigudvalget fra 2017 til 2019 og har været medlem lige siden. 

Moderaterne har udpeget nyvalgt folketingsmedlem Frida Bruun, som er valgt i Sydjyllands Storkreds. Hun fortæller til Flensborg Avis, at hun gik på efterskole på Højer Ungdomsskole, som havde en venskabsskole fra den danske skole i Husum. 

Liberal Alliance har udpeget Helena Artmann Andresen, som har været folketingsmedlem for partiet i Sydjyllands Storkreds siden valget i 2022.  

Simon Faber, som er udpeget af Dansk Folkeparti, som han ikke er medlem af, er museumsdirektør for Museum Fredericia. Han er tidligere overborgmester i Flensborg for det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), student fra Duborg-Skolen i Flensborg, uddannet cand.mag. i musik og tysk fra Aarhus Universitet, og han har blandt andet virket som sydslesvigsk konsulent i Folketinget. Desuden er han formand for Sprogforeningen og Grænsefonden. Sidstnævnte har til formål at støtte styrke og udvikle danskheden på begge sider af den dansk-tyske grænse. Det sker i praksis ved, at Grænseforeningen modtager ca. 75 procent af årets overskud.

Der er i alt syv medlemmer af Sydslesvigudvalget, så det står klart, at når det nye udvalg er beskikket, bliver det et farvel til udvalgets formand fra 2019 til 2023, Christian Juhl (Enhedslisten), tidligere minister og tidligere formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen (S), den nuværende formand for Folketinget Henrik Frandsen (Moderatrene), Patrick Culmsee Bryhl Madsen (udpeget af Danmarksdemokraterne) og De Konservatives nye politiske ordfører Frederik Bloch Münster.