Tilbage til nyhedsliste

Klar til skolebesøg: Nyt hold af mindretalsunge mødtes på Sild

25. september 2026

62 unge fra grænselandets tre mindretalsgymnasier er klar til at blive sendt på skolebesøg i Danmark i rollen som Elevambassadører. Det sker, efter at de unge i weekenden gennemførte et opstartsseminar med fokus på fællesskab, ansvar og deres egen personlige fortælling. 

Et nyt hold af Grænseforeningens Elevambassadører var i weekenden samlet på vadehavsøen Sild.

Et nyt hold af Grænseforeningens Elevambassadører var i weekenden samlet på vadehavsøen Sild.

Foto: Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Hvordan er det at være ung i et grænseland og tilhøre et nationalt mindretal? 

Det har Grænseforeningens Elevambassadører fortalt om på ungdomsuddannelser i Danmark siden 2006, og nu er endnu et nyt kuld klar til at komme i aktion. 

I weekenden var 62 unge fra det danske mindretals to gymnasier, Duborg-Skolen i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig, samt det tyske mindretals gymnasium, Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa, samlet til et opstartsseminar. 

Her blev de unge rystet sammen og klædt på til deres første besøg, der finder sted i november på N. Zahles Gymnasieskole i København. 

”Jeg har valgt at blive elevambassadør, fordi jeg synes, det er spændende at blive klogere på, hvad det danske mindretal egentlig er. Det er også spændende at lære noget om mig selv, og hvorfor jeg overhovedet er en del af det danske mindretal”, siger Francisca Michéle Boettcher fra A.P. Møller Skolen. 

”Det første besøg bliver spændende. Jeg glæder mig til at lære at tale foran mange folk”, tilføjer hun. 

Opstartsseminaret fandt sted på Schullandheim Rantum på vadehavsøen Sild. Her havde Anders Peter Nielsen og Freja Giebel, der er hhv. skolekonsulent og undervisningskonsulent i Grænseforeningen, sammensat et program, der skulle styrke elevernes personlige fortællinger, give dem viden om grænselandets historie samt etablere et fællesskab blandt de unge på tværs af de tre gymnasier. 

Som en del af programmet skulle de unge bl.a. dykke ned i deres egen familiehistorie, arbejde med præsentationsteknikker samt lære om det ansvar, det indebærer at være Elevambassadør.

”Det har været virkelig spændende at lære de andre at kende. Jeg meldte mig som elevambassadør, da jeg gerne vil møde nye mennesker. Men også for at dykke ned i min egen identitet og finde ud af, hvorfor jeg egentlig tilhører det tyske mindretal, og hvor det hele egentlig stammer fra”, siger Cecilie Marie Nielsen fra Deutsches Gymnasium für Nordschleswig.

Interessant at følge ny gruppe

Det første besøg på N. Zahles Gymnasieskole i København til november bliver kulminationen på de nye Elevambassadørers indkøring i projektet. I dagene op til besøget skal Elevambassadørerne finpudse deres fortællinger gennem en række workshops. Der er også arrangeret en udflugt samt en række sociale aktiviteter. 

”Det er interessant at følge en ny gruppe, der skal uddannes til at blive Elevambassadører. De har alle en spændende familiehistorie, men skal lære, hvordan de indrammer den til en fortælling, der er forståelig og relevant både for deres venner og en gymnasieklasse i Danmark”, siger Freja Giebel, undervisningskonsulent i Grænseforeningen.

Grænseforeningens Elevambassadører kan bookes hos info@graenseforeningen.dk

Projektet blev grundlagt i 2006 i et samarbejde mellem Grænseforeningen og Duborg-Skolen. Det skete på bagkant af 50-året for København-Bonn Erklæringerne, hvor man på Duborg-Skolen havde opdaget, at eleverne ikke selv vidste meget om deres mindretalsbaggrund. 

Idéen udsprang også af det faktum, at man havde konstateret, at der i Danmark var en begrænset viden om det danske mindretal. På den måde har projektet fra begyndelsen haft både et udadvendt og et indadvendt formål. 

I 2010 blev projektet udvidet til også at omfatte elever fra A.P. Møller Skolen i Slesvig, der åbnede i 2008. I 2011 blev også det tyske mindretals gymnasium, Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa, en del af projektet.

Grænseforeningens Elevambassadører er støttet af Folketingets Sydslesvigudvalg.