Den traditionelle musik i Danmark blev på nogle århundreder vendt fra mol til dur, fortæller musiker, historiker og radiovært Julian Svejgaard, som med trioen Stundom var årets navn på folkBALTICA i år.
Julian Svejgaard taler om jazz i radioen som vært på P8-programmet Snooze og spiller folkemusik med især bandet Stundom, som var årets kunstner på folkBALTICA i år, og som blandt andet har optrådt på Roskilde Festival.
Han er også historiker og på Historiske Dage i Øksnehallen i foråret fortalte han om, hvordan stadsmusikanter har præget musikkens udvikling frem til i 1800-tallet, og det har de i særlig grad gjort i Danmark, fordi stadsmusikanterne her ikke blot havde monopol på at spille for penge i byerne, men også på landet.
Julian Svejgaard, som blandt andet bygger sine tanker på historikeren Jens Henrik Koudals arbejde, mener dog, at det måske har haft lige så stor betydning for musikken udvikling, om den er spillet i tætbefolkede områder eller ude på landet.
Tyndt befolkede og langt fra byerne er i hvert fald øerne i Vadehavet som Fanø og Rømø, der er i dag hører til Danmark, og Før, som er en del af Tyskland, men stærkt præget af det frisiske mindretal.
“Men man kan lige så vel forklare, at der skete noget med vores musik ud fra, at folk har boet tættere sammen i byerne. Det siger næsten sig selv, at øerne kan være bedre beskyttet fra den store kulturelle smeltedigel,” siger han.
En udøvende frisisk musiker fra øen Før, som også har sunget på sit modersmål, er Keike Faltings. Hun og hendes brødre begyndte at interessere sig for irsk folkemusik, og da øerne i Nordsøen har været præget af fiskersamfund, som er kommet ud i verden og hjem igen, har der helt sikkert også været en stor udvikling af musik og alt muligt andet med de britiske øer.
“Vi gik i arkiver på Før og spurgte vores bedstemor. Vores far har altid været glad for at skrive digte på frisisk. Så fik vi et frisisk repertoire. Bedstemor kunne huske nogle ældgamle sange fra middelalderen, som den ældre generation stadig sang til festerne. Vi fandt noder til gamle sange. Men desværre ikke lydoptagelser. Så blev vi inspireret af det irske og af folkemusikken fra Fanø”, har hun fortalt til magasinet Grænsen om den musik, bandet Kalüün lavede på deres album “Spöören.
“Men lyder det anderledes, end hvis det havde været sunget på tysk eller dansk?” spørger Julian Svejgaard.
Kalüün havde deres egen originale lyd, men jo, musikken kunne vel være fra Fanø, og inspirationen fra Irland er jo en tilståelsessag. Det er sproget, der giver musikken det iørefaldende frisiske udtryk.
Melodier på tværs af kulturer
“Man kan genkende melodier på tværs af kulturer. Musikken eksisterer side om side med det sproglige. Der er også en sammenhæng mellem Finland og Sverige, selv om det er forskellige sprogstammer,” siger Julian Svejgaard.
Hvad stadsmusikantordningen angår, sluttede den i begyndelsen af 1800-tallet, men nogle skulle løbe deres embedsperioder ud.
Stadsmusikanten i København, som på Hans Christian Lumbyes tid hed Carl Gottlob Füssel, havde eneret på leverance af underholdningsmusik, men den ret mistede han, da Lumbye begyndte at spille op i Tivoli. Füssel lagde sag an mod Tivoli, men Tivoli påpegede, at Lumbyes koncerter ikke var “balmusik”, og at Füssels musikere ikke kunne præstere den samme musik som Lumbye.
I 1848 faldt dommen – til Tivolis og Lumbyes fordel. Det skriver Martin Zerlang i en anmeldelse af Henrik Engelbrechts bog ‘Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843 til 1944’. Ellers havde Tivolis gæster i dag oplevet noget helt andet musik, når de besøger haven.
“Der har været masser af retssager mod spillemænd, der har spillet op til dans,” fortæller Julian Svejgaard.
Han nævner tre undtagelser, hvor stadsmusikant-ordningen har stået svagere, eller måske slet ikke eksisteret. Bornholm, Fanø og Amager. Alle tre steder er der særegne traditioner at spore, eksempelvis den nederlandske påvirkning fra hollænderne på Amager.
Julian Svejgaard har fremhævet, hvordan stadsmusikanternes stil har ført til, at man gik fra de mørkere toner i mol til de lysere toner i dur. Der er ikke noget, der tyder på, at musikken har været forskellig i Kongeriget og hertugdømmerne.
“Dansk folkemusik var meget tysk, og der var mange tyske stadsmusikanter. Der var desuden mange tysktalende i eliten, også i borgerskabet i byerne. Det foregår jo før den store musikalske vækkelse. Den systematiske indsamling af melodier begynder først i starten af 1800-tallet, og det er kun teksterne, man har fra de indsamlinger, man har tilbage fra 1500-tallet” siger Julian Svejgaard.
Angående den tyske påvirkning, så har inspiration nok dengang som nu gået begge veje. En tidlig udgivelse, hvor danske folkeviser indgår, er således Wilhelm Grimms, altså en af brødrenes, Altdänische Heldenlieder, Balladen und Märchen, som er udgivet 1811.
Julian Svejgaard er historiker, musiker og radiovært.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
Melankolsk fortid
Hvad angår bevaring af en særegen musiktradition i lokalsamfundene, var skaden sket i 1800-tallet.
“Meget tyder på, at jo længere, vi går tilbage i tiden, jo mere musik blev spillet i mol. Men det forsvinder i løbet af 1700-tallet. Det ældste tonesprog har haft mere mol og været mere melankolsk, og det er det stadig i Sverige – vel at mærke nord for Skåne, Halland og Blekinge. Jo tættere et område var på urbane centre, jo mere dur var der. Jo mere isoleret et samfund var, jo mere mol var der i melodierne,” fortæller Julian Svejgaard.
Han tilføjer, at den oprindelige lyd hos almuen, som ikke var påvirket af modestrømninger og stadsmusikanter, var mere i mol, mere mørkt.
“Det er svært at vide, hvordan musikken har lydt før stadsmusikantvæsenet. Men det har været en kulturclash, for stadsmusikanterne har været i slægtskab med andre stadsmusikanter. Det har været en elitekultur, som har haft et tysk præg.”
Julian Svejgaard fortæller, at der også er gamle, danske musikinstrumenter, som gik ud af brug i perioden, eksempelvis droneinstrumenter som sækkepiber.
Og fra de gamle hertugdømmer er der instrumenter som en rummelpot og en taufelsgeike, som stammer sydfra, men har spillet en rolle i det nuværende Sønderjylland og Sydslesvig. Rumlepotten består af en lerkrukke lukket med en udspændt svineblære, hvori der er stukket et tagrør, som kan trækkes op og ned og giver det en rumlende lyd. ‘Æ rummelpot’ lægger i dag navn til det satirisk sønderjysk årsskrift, og Geike er jo tysk for violin, så det andet instrument har været et strengeinstrument. Drejelire, et strengeinstrument med håndsving, og blæseinstrumentet skalmeje forsvandt til fordel for violinen.
Inspiration fra kirkemusik
Mange af de gamle salmer minder om de gamle folkeviser. Det står også angivet i både salmebogen og Højskolesangbogen, at det er en folkevise nogle steder.
Grundtvigs ‘Den signede dag’, som i år er blevet gendigtet i en kantate af samme navn af Iben Krogsdahl, er en gendigtning af den gamle dagvise fra Hans Thomissøns salmebog fra 1569, en af de første danske salmer efter reformationen.
Et eksempel på en sang, der også er skrevet til melodien på en folkevise, er ‘Det haver så nyligen regnet’, som måske nok ikke er fra salmebogen, men som har haft en helt afgørende betydning som kampsang for danskere i Slesvig.
Julian Svejgaard fortæller, at komponisten og organisten Thomas Laub havde en teori om, at mange af folkeviserne i virkeligheden var gamle kirkelige melodier, som var blevet overtaget af folket.
“Det har farvet deres idealer om, hvordan musik skulle lyde. Den oprindelige ægte lyd af bøndernes musik er nok farvet af den musik, bønderne har hørt”
De første orgler kom i 1700-tallet, så folkemusikkens møde med den kirkelig tradition er startet på et tidspunkt, hvor kirkemusikken har lydt helt anderledes end i dag.
Kirkeorglet blev først udbredt og standardiseret i de danske kirker i løbet af 1800-tallet, så folkemusikkens møde med den kirkelig tradition er startet på et tidspunkt, hvor kirkemusikken har lydt helt anderledes end i dag.