Tilbage til nyhedsliste

Fællesrejse giver ny viden og nye venner

16. oktober 2026

Grænseforeningens Kreds 20 har for sjette gang besøgt et europæisk mindretal sammen med medlemmer fra Sydslesvigsk Forening (SSF) i Flensborg Amt.

Grænseforeningens Kreds 20 har været på tur med Sydslesvigsk Forening i Flensborg Amt.

Grænseforeningens Kreds 20 har været på tur med Sydslesvigsk Forening i Flensborg Amt.

Foto: Privat

Af Alexander Leicht Rygaard

Hvem er det sorbiske mindretal i Tyskland, og hvilke fællestræk har de med det danske mindretal i Sydslesvig?

Det er en rejsegruppe på 41 personer fra Grænseforeningens Kreds 20 og Sydslesvigsk Forening (SSF) i Flensborg Amt netop blevet klogere på efter at have tilbragt seks dage i det østlige Tyskland, hvor det sorbiske mindretal holder til.

”Det har været meget spændende. Sorberne har en mere barsk historie, og selv i dag kæmper de bravt for at bevare deres sprog og kultur. Modsat det danske mindretal i Sydslesvig har sorberne jo intet moderland, og derfor får de heller ikke samme tilskud”, siger Henning Haugaard, formand for Grænseforeningens lokalforening i Kolding, som var med på turen. 

Det sorbiske mindretal er et slavisk folkeslag og et af de fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland, der også tæller det danske mindretal i Sydslesvig, den frisiske folkegruppe samt sinti-roma. Det anslås, at omkring 50-60.000 personer føler sig som en del af det sorbiske mindretal. De fleste bor i den historiske region Lausitz, der i dag er delt mellem de tyske delstater Sachsen og Brandenburg. 

Mindretallets hovedby er Bautzen øst for Dresden ikke langt fra både Polen og Tjekkiet. I Bautzen har sorberne bl.a. et gymnasium, et bibliotek, en kulturforening, en skoleforening, en tv- og radiostation samt et museum. 

Det var også her, at rejsegruppen overnattede og mødte repræsentanter fra de forskellige foreninger, der fortalte om deres historie med det sorbiske mindretal.

”Jeg kan ikke huske en rejse, hvor jeg er kommet så tæt på personer, som lever deres hverdag der. Vi fik udleveret materiale, og alle, der mødte op for at fortælle, var særdeles godt forberedte”, fortæller Torben Rask fra Grænseforeningen Kolding. 

Samvær på tværs er vigtigt

Det er sjette gang, at Grænseforeningens Kreds 20, som tæller lokalforeninger fra Vejle til Kolding, har besøgt et europæisk mindretal med medlemmer fra Sydslesvigsk Forening (SSF) i Flensborg Amt. En væsentlig del af turen er at skabe relationer på tværs af foreningerne.

”Det har været en fantastisk tur. Vi har det fantastisk sammen og knytter forbindelser på tværs af grænsen. Igen gjorde vi det på den måde, at vi sad spredt i bussen, så en fra Danmark altid sad ved siden af en fra Sydslesvig. Det er relationerne, der er altafgørende”, siger Mogens Ladegaard fra Grænseforeningen Vejle Vesteregn. 

”Det er lige i ånden af Grænseforeningens formål, at vi har sådan en forbindelse. For nu kender vi hinanden og kan tage kontakt og komme på besøg. Det vigtigste er at holde forbindelsen til vores kære venner syd for grænsen”, tilføjer han. 

Det er Marike Hoop, amtskonsulent for Sydslesvigsk Forening i Flensborg Amt, der har stået for størstedelen af planlægningen af turen sammen med et rejseudvalg. Hun fortæller, at en rejse er en god måde at være sammen med medlemmerne fra Grænseforeningen på. 

”Det giver meget, at vi er fælles om noget og kan opleve det på lige fod, så vi ikke bare mødes om en kop kaffe. Det giver også mange interessante samtaler, at vi er et mindretal, der oplever et andet mindretal”, siger Marike Hoop, der oplevede sorberne som et meget engageret mindretal. 

”Det er min opfattelse, at sorberne er et mindre institutionaliseret mindretal. Deres engagement er fæstnet mere i det private. På den måde minder de mere om det frisiske mindretal i vores grænseland. Det giver dem styrke og engagement, fordi de har oplevet modstand”, fortæller hun.

Det sorbiske mindretal har med sin placering i Østtyskland været en del af DDR. Her var brunkul den dominerende energikilde, og mange sorbiske landsbyer blev jævnet med jorden og indbyggerne tvangsflyttet, så man kunne grave efter brunkul. Rejsegruppen besøgte et af de steder, hvor man fortsat graver efter brunkul. 

”Det var et kæmpe område. Der var mange hektar land, som bare lå øde hen”, fortæller Henning Haugaard. 

Det sorbiske mindretal får i dag støtte fra delstaterne Sachsen og Brandenburg og fra den tyske forbundsregering. Der ydes støtte til sorbiske skoler, teatre osv.

Klar på endnu en tur

Grænseforeningens Kreds 20 og SSF Flensborg Amt har tidligere besøgt det tyske mindretal i Frankrig, det tyske mindretal i Polen, det tyske mindretal i Belgien og den frisiske folkegruppe øst for Bremen. Man har også besøgt det sorbiske mindretal før, men det var i 2011, så der var kun to gengangere med på turen i år. 

Nu er tankerne om den næste tur i 2028 gået i gang, fortæller Marike Hoop. 

”Der var mange, som allerede havde idéer til den næste tur. Jeg skal altid lige hjem og lande, før jeg begynder at tænke på det næste. Men det bliver spændende at se, hvor vi ender. Det skal jo gerne være i køreafstand fra grænselandet, og så skal vi kunne forstå dem. Hvis ikke sorberne også talte tysk, havde det været en helt anden tur”, siger hun. 

Henning Haugaard tror på, at turen næste gang går til friserne.

”Da jeg var med første gang, var det på en tur til friserne. Så det kunne være en idé at gøre igen, da der jo er kommet nye til siden. Jeg hørte i hvert fald et ønske fra flere om at besøge friserne næste gang, men nu må vi se”, siger han.