Gå til kildesamlingen

Afstemningsplakat – Vaagn og stem for Danmark

Kildeintroduktion:

I forbindelse med folkeafstemninger i 1920 var brugen af afstemningsplakater et vigtigt middel i agitationen, både fra dansk og tysk side. Oplysningskontoret under Ministerium for Sønderjyske Anliggender fik fremstillet 15 forskellige plakater, der blev trykt i 107.200 eksemplarer.

Denne afstemningsplakat er tegnet af den danske tegner og maler Rasmus Christiansen (1863-1940). Den viser en mand, der udstråler styrke, iklædt tøj, der skal ligne tøj fra bronzealderen, og blæsende på en lur. Skikkelsen giver associationer til guden Heimdal i den nordiske mytologi, hvis attribut er luren Gjallerhorn. Når Heimdal blæser heri, kan det høres i hele verden. Han vogter broen Bifrost, der er broen mellem Asgård, gudernes hjem, og Midgård, menneskenes hjem.

Han står på en bro, der fører over Kongeåen; til venstre ses en grænsepæl med det danske rigsvåben med tre løver, til højre en grænsepæl med den tyske ørn. Også vejret spiller en symbolsk rolle: På den danske side skinner solen, på den tyske er der mørke skyer.

Denne afstemningsplakat blev kun brugt i Zone 1.

Dansk afstemningsplakat

Afstemningsplakat med opfordring til at stemme dansk. Plakaten blev trykt i 10.000 eksemplarer.

Det Kgl. Bibliotek.