Jeg elsker de grønne lunde
Digt skrevet af Johannes Helms (1828-1895); der har været brugt flere melodier til digtet, i dag benyttes melodien fra ca. 1875, komponeret af Albert Møller (1829-1913). Johannes Helms var soldat i Treårskrigen og deltog bl.a. i slagene ved Fredericia og Isted. Senere blev han ansat ved domskolen i Slesvig by, hvor han oplevede krigen i 1864 og det danske nederlag, indtil han blev fordrevet.
”Jeg elsker de grønne Lunde” blev skrevet til et friluftsmøde den 5. juni 1873 ved Eremitagen i Dyrehaven. Digtet er blevet betegnet som en kærlighedserklæring til Danmark. De første tre strofer lovpriser den danske natur. I strofe 4 og 5 betoner Helms sin loyalitet over for Danmark, for intet kan rokke ved hans kærlighed til landet trods hårde tider, strofe 6-7, og digtet ender med en forsikring om, at Gud vil gribe ind, så Sønderjylland genforenes med Danmark.
I sin bog Soldaterliv i Krig og Fred. Beretninger fra Treaarskrigen 1848-1859 fra 1889 indleder Helms bogen med at bringe ”Jeg elsker de grønne lunde”.
1. Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes1 vuggende fald,
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal.
2. Jeg elsker hver dal, hver banke
med kornets bølgende flugt,
hvor flittige hænder sanke
af arbejdets gyldne frugt.
3. Jeg elsker de brede sletter
i sollysets sommerpragt,
i vinterens stjernenætter
bag snetæppets juledragt.
4. Mig fryder din ros, din ære,
mig knuger din sorg dit savn,
hver glans, hver plet vil jeg bære,
som falder på Danmarks navn.
5. Thi du er mig fader og moder
- så synges fra strand til strand -
langt mer end søster og broder,
thi du er mit fædreland.
6. Forstummed hver røst i skoven,
og falmed hver gylden frugt,
faldt nat over mark og voven2,
jeg fandt det dog lige smukt.
7. Om alle de drømme bristed,
du har fra din ungdom drømt,
om trængsel og nød du fristed3,
jeg elsked dig dobbelt ømt.
8. Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud foroven,
der råder for Danmarks sag.
Ordforklaringer:
(1) fuglesangen, evt. fællessangen
(2) bølgen
(3) led
Kildehenvisning:
Højskolesangbogen, 19. udgave, 2020.