Edsstriden

Betegnelse på en mangeårig intern splid mellem danske sønderjyder i tiden under det tyske styre. Den fremherskende strategi i dan danske bevægelse i de første 14 år efter indlemmelsen i Preussen i 1867 var en protestpolitik, der skulle gøre opmærksom på Preussens manglende opfyldelse af Paragraf 5 i Pragfreden fra 1866. Den indebar bl.a., at dansksindede embedsmænd og soldater ikke måtte aflægge ed til den preussiske konge, og de var derfor i reglen nødt til at udvandre. Ligeledes nægtede de danske repræsentanter i landdagen at aflægge ed på den preussiske forfatning og kunne derfor ikke tage sæde i forsamlingen.

En kritik af edsnægtelsen ulmede længe under overfladen, men brød først ud i lys lue, da protestpolitikkens førende skikkelse, rigsdagsmedlem H.A. Krüger, døde i 1881. Edsnægterne ville fastholde den oprindelige kurs for ikke at gå på akkord med retsstandspunktet. Edsaflæggerne mente derimod, at landdagsmændede burde aflægge eden for at få mulighed for at arbejde politiks til gavn for den dansksindede befolkning. Krügers efterfølger som landdagsmand i 1. kreds, gårdejer A.D. Hørlück, nægtede at aflægge eden, mens Hans Lassen, der var valgt i 2. kreds, aflagde eden i landdagen i 1882 som den første. I 1. kreds skete dette først, da man herfra i 1888 havde valgt flensborgeren Gustav Johannesen i landdagen. Dermed fandt edsstriden sin afslutning, og de stridende fløje kunne samme år mødes i oprettelsen af Vælgerforeningen for Nordslesvig.

En sen udløber af edsstriden var modsætningsforholdet mellem Jens Jessen og H.P. Hanssen fra 1888. Jessen stod for en fastholdelse af protestpolitikken med en stærk betoning af retsstandpunktet, mens Hanssen fandt, at man herved ville afskrive sig mulighed for at opnå politiske resultater, da en fortsat protestpolitik kun ville vække irritation. Uden tvivl indgik der også personlig rivalisering i dette modsætningsforhold. Jessens synspunkt blev videreført af hans elever, redaktørerne Ernst Christiansen og A. Svensson, der sammen med gårdejer Peter Grau var førende i oppositionen med H.P. Hanssen, efter af denne i 1906 var blevet rigsdagsmand. Edsstriden og de øvrige indre danske modsætninger må dog ikke overskygge, at der aldrig var uenighed om det overordnede mål, landsdelens genforening med Danmark.

Af Hans Schultz Hansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur

Troels Fink: Båndene bandt, bd. 1-2, 1999.