Thomsen, Karsten, 1837-1889, digter
Karsten Thomsens forældre drev en slægtsgård i Frøslev. Under sin skolegang blev han de første år undervist på tysk, men efter Treårskrigen skiftede undervisningssproget til dansk. Efter sin konfirmation var han hjælpelærer ved Frøslev Skole. Han overtog sine forældres gård og Frøslev Kro som 22-årig. Han deltog som frivillig i krigen i 1864. Under Den Fransk-tyske Krig i 1870-71 flygtede Karsten Thomsen til Danmark for at undgå preussisk krigstjeneste.
Han var i en periode kommuneforstander og kredsdagsmand samt bestyrelsesmedlem i Sparekassen for Flensborg og Omegn. Han markerede sig som klart dansk, men gjorde det på en besindig måde. Karsten Thomsens strategi i den nationale strid formulerede han således til friskolemanden Morten Eskesen: "Vi gør inne demonstrationer, hva gavn skuld de gør, de hæ jo e mavt, o den brugger di, men vi tål heller inne demonstrationer. Vor skolmester vild gærn hæ et flag op ve e skol [det tyske flag], men han fæ et it, for han ved nok, te ven han vild gør de, så hæ vi medler nok te o kom ham i tael." Til byens forbitrelse hejstes det tyske flag ved skolen kort tid efter Karsten Thomsens død.
Karsten Thomsen er mest kendt som forfatter til en række digte og sange på sønderjysk dialekt, bl.a. sangene "Det er så kønt, det er så dejle", "I Synnerjylland, dér er æ født", som han skrev i Danmark under flugten fra militærtjeneste, og "De vår en daw i høsten ti". De to førstnævnte er optaget i Højskolesangbogens 19. udgave.
Litteratur:
Jens Liengård: "Karsten Thomsen fra Frøslev". Bov Sogn, Historisk Samfund for Bov Sogn, 1969, s. 453-459.
Karsten Thomsen. Foto fra 1880'erne.
Det Kgl. Bibliotek.