Ni personer bevæger sig rundt på en scene i skiftende konstellationer. Deres bevægelser er til tider synkrone, til tider virker de helt uafhængige af hinanden. På skift træder de i karakter som personer, der fortæller brudstykker af deres historie, ofte med en undertone af noget desperat. Et forsøg på at skabe kontakt, sammenhæng og mening i en kompleks verden. Musik, bevægelse og tale blandes, så det hverken er teater eller dans i gængs forstand, men en hybrid, hvor musikere og dansere benytter sig af hinandens virkemidler.

Forestillingen Complexity of Belonging, der spiller i Aarhus Musikhus til september, er skabt i samarbejde mellem den tyske dramatiker Falk Richter og den hollandske koreograf Anouk vand Dijk.

Forestillingen afsøger og udforsker spørgsmålet om identitet og tilhørsforhold i de sociale mediers tidsalder via ni personers delvist forbundne liv. Alle tumler med spørgsmålet: ”Hvordan og hvor hører jeg til?” Men også med begreber som nationalitet, køn, seksualitet og etnicitet.

Falk Richter mener ikke, at det er en mulighed i dag at benægte det multikulturelle, globaliserede samfunds realitet. 

I stedet må vi alle, mener Falk Richter, ruste os til at forstå og leve med kompleksiteten og finde måder, hvorpå der kan skabes en følelse af fællesskab og tolerance. Han mener, at teatret er et velegnet redskab i denne forandringsproces.

”Teatret giver os mulighed for at komme tæt på mennesker, som vi måske ved første øjekast finder mærkelige. I teatret kan eksempelvis mennesker, som føler sig krænket af populistiske aktører i den offentlige debat, give deres historier udtryk, og vi kan lytte til dem i stedet for at lære at frygte dem. Højrefløjspopulister benytter sig altid af frygt og forenklinger. Men det er vigtigt, at vi forstår, at nutidens vestlige samfund er komplekse, og at denne kompleksitet er en hyldest til livet og en berigelse,” mener Falk Richter.

I forestillingen fylder sociale medier og moderne former for kommunikation meget. Man hører brudstykker af intime samtaler, som foregår over lange afstande via Skype eller telefon.

”Mentalt er vi konstant koblet på, men kropsligt er vi isoleret. Spørgsmålet er, hvad de sociale medier gør ved os og vores relationer” siger han – uden at give et svar. Han håber til gengæld, at tilskuerne vil finde mulige svar, når de oplever forestillingen.

”I bedste fald vil tilskueren stille de samme spørgsmål, som personerne på scenen gør, til sig selv og dermed gå i dialog med sig selv om sit eget liv,” siger han.