Glad for tysk skole i Danmark
Hannah Sølbeck Fink, som er elev på Deutsches Gymnasium Nord-schleswig, det tyske gymnasium i Aabenraa, er glad for at have gået i en skole, hvor sproget, bortset fra i dansktimerne, har været tysk. Men hvor skolegangen ellers har været på den danske måde.
Hendes far er fra Tyskland og hendes mor fra Danmark.
“Det, jeg kan bedømme på, er, at jeg går i klasse med folk, som har været i skole i Tyskland. Der er et princip om at lære mange ting udenad. De har mange afleveringer, som har det formål at kontrollere, om de laver noget”.
Hun mener, at i Danmark baseres det hele mere på selvdisciplin.
“Hvis man ikke laver sine lektier, er man ikke forberedt, og så får man en dårligere karakter. Vi har det nemmere ved at sige: Nu har vi to timer til at lave frit samarbejde, så bliver vi nødt til at tage os sammen, ellers når vi det ikke.”
“I Tyskland ville man have sværere ved at lave noget helt selvstændigt. I mange områder i Tyskland skal man tage en beslutning ret tidligt i forhold til, hvilken vej i livet man vil gå. Det vil jeg personligt mene er for tidligt. Det ville jeg ikke have været i stand til”, siger Hannah Sølbeck Fink.
Hun er også glad for at være i det tyske mindretals skole frem for en dansk folkeskole. Hun mener for eksempel ikke, der er de samme udfordringer med hensyn til inklusion, som der er i den danske folkeskole.
“Jeg har i hvert fald haft indtryk af, at lærerne har taget rigtig godt hånd om én. Skolerne har været forholdsvis små. Og hvis der er nogle, der har problemer, har de fået den hjælp, de har haft brug for. Man har hørt andre ting fra klasser, der er ret store, hvor lærer-elev-kontakten ikke har været den samme.”