Buhl, Henry, 1924-2016, leder af Mikkelberg
Henry Buhl blev født og voksede op i Kolding. I besættelsesårene fik han en uddannelse som møbelpolstrer, samtidig med at han var aktiv idrætsudøver i Kolding Idrætsforening. Her fik han kontakt til initiativtager og senere forstander for Vejle Idrætshøjskole Svend Aage Thomsen, der ansatte Henry Buhl som lærer.
I 1958 spurgte Svend Aage Thomsen Henry Buhl, om han ville flytte til Sydslesvig og gøre en indsats for det danske ungdomsarbejde. Buhl tog imod udfordringen og blev engageret i ungdomsarbejdet i Husum.
Senere købte Henry Buhl sammen med sin kone, sydslesvigeren Anne-Kjestine Jensen (Dinne) (1920-1992) den gamle mølle i Hatsted lidt nord for Husum på møllehøjen Mikkelberg. Her indrettede de deres hjem og fik de gamle og forfaldne møllebygninger omdannet til mødested og galleri.
Henry og Anne Kjestines Buhls store kunstinteresse førte efterhånden til mange udstillinger med danske og nordiske kunstnere på Mikkelberg.
I 1967 oprettede Henry Buhl Husum Cricketklub. På trods af beliggenheden i Tyskland og af, at næsten alle medlemmer er tyske statsborgere, lykkedes det alligevel med henvisning til klubbens danske sindelag at få klubben optaget i Dansk Cricket Forbund og Dansk Idrætsforbund. Traugot Møller Fonden støttede senere etablering af en cricketbane, klubhus m.m. på Mikkelberg.
Efter Dinnes død drev Henry Buhl med hjælp af Jörg Krüger i en årrække Mikkelberg.
Litteratur:
Finn Slumstrup, Dage på Mikkelberg. En nordisk drøm i Sydslesvig, Hovedland & Mikkelberg, 2008.