Christian 1., 1426-1481, dansk konge

Konge af Danmark fra 1448, af Norge fra 1449 og af Sverige 1457-1464. Han var søn af Didrik af Oldenburg og Hedvig af Holsten og blev i 1449 gift med Dorothea af Oldenburg, med hvem han fik fem børn, bl.a. Hans (dansk konge 1482-1513) og Frederik 1. (dansk konge 1523-1533).

Christian tilhørte en grevelig slægt, som fra slutningen af 1000-tallet havde haft hjemme i egnen vest for Weserfloden. På mødrene side nedstammede han fra den danske konge Erik Klipping. Christians morbror hertug Adolf tog sig af ham i barndommen og betragtede ham, fordi han selv var barnløs, som sin efterfølger. Men en større fremtid åbnede sig for Christian, da den danske konge Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448, og det danske rigsråd tilbød hertug Adolf tronen ud fra ønsket om at få indlemmet Slesvig og Holsten under den danske krone. Men Adolf tog ikke imod tilbuddet og pegede i stedet på Christian,

Men før grev Christian af Oldenburg kunne tiltræde kronen fremdrog Adolf fra sit arkiv den gamle Constitutia Valdemariana fra 1326. I henhold hertil måtte Christian love ikke at indlemme Sønderjylland territorielt og politisk i Danmark for at undgå, at en mand blev konge over det hele. 

I marts 1460 valgte det magtfulde slesvig-holstenske ridderskab med støtte fra bl.a. Rantzauslægten ved et møde i Ribe Christian til hertug af Slesvig og greve af Holsten på den betingelse, at de to fyrstedømmer skulle forblive "up ewig ungedeelt" – aldrig måtte skilles fra hinanden. Ribebrevet fik politisk betydning næsten 400 år senere i den nationale strid, hvor udtrykket "up ewig ungedeelt" fra slesvig-holstensk side blev brugt som argument imod en deling af Hertugdømmerne.

Valget af Christian styrkede ham både økonomisk og politisk, især da Holsten i 1474 af den tyske kejser blev ophøjet til hertugdømme. Juridisk skabte denne konstruktion helt op til 1800-tallet vanskeligheder for Christian 1.s efterkommere, fordi de som hertuger af Slesvig var underlagt den danske konge, dvs. underlagt sig selv, og som hertuger af Holsten den tyske kejser.

Også Christian 1. var ivrig for at få aftalen i stand. Han fik Sønderjylland (Slesvig) tilbage under den danske krone uden krig og Holsten med i købet. Til gengæld sikrede kongen det holstenske ridderskabs rettigheder og gav tilsagn om, at der i fremtiden kun skulle være en herre over begge lande, og at ridderskabet skulle vælge hans efterfølger. Andre arvinger til Holsten måtte kongen tilfredsstille med store pengesummer, hvorfor han kom i stor gæld, men hans pengekloge ægtefælle, dronning Dorothea af Brandenburg fik udredt problemerne. Derved fik hun stor indflydelse, og efter Christian 1.s død brugte hun sin indflydelse til at få sin yngste søn Frederik 1. valgt til medhertug (fra det tidspunkt, hvor han blev myndig) ved siden af kong Hans. 

I 1474 drog Christian på en pilgrimsfærd og diplomatisk rejse til Rom, hvor hans statelige skikkelse vakte beundring. I Rom blev Christian hædret med den gyldne rose, som var pavestolens fornemmeste udmærkelse, og grunden blev lagt til det pavelige privilegium, som førte til oprettelsen af Københavns Universitet i 1479. Undervejs forhandlede Christian med den tyske kejser ad flere omgange.

I 1459 havde Christian indstiftet en ny ridderorden, Elefantordenen, som fik sit eget ordenskapel i Roskilde Domkirke. Ordenen var også dengang en ekstrem sjælden begunstigelse, næsten udelukkende tildelt udenlandske fyrster. Kirkeligt fik Christian i praksis taget flere vigtige skridt hen imod etableringen af en statskirke med kongen i spidsen.

Christian 1. blev stamfader til den oldenborgske linje i det dansk kongehus og endvidere stamfader til senere hertuger i Slesvig og Holsten.

Christian 1.s valgsprog var "Dyden viser vejen"; det er dog først kendt fra midten af 1600-tallet.