Gå til leksikonoversigt

Jessen, Jens Peter, 1895-1944, professor

Personer

Jens Peter Jessen blev født i Stoltelund ved Tinglev i en hjemmetysk familie. Barndomsårene tilbragte han på gården i Tinglev, senere tog han studentereksamen i Flensborg for derefter at studere jura og økonomi i Kiel og Heidelberg. Han deltog i 1. Verdenskrig, hvorfra han hårdt såret vendte hjem i 1917.

Efter studietiden havde han en kort karriere inden for bankverdenen. Senere vendte han tilbage til universitetsmiljøet og blev professor, først i Kiel, siden i Göttingen og Marburg og fra 1936 i Berlin.

Jessen var tilhænger af nazipartiet indtil midten af 1930'erne, da han gennemskuede partiets tyranni og umenneskelighed. Han kom i kontakt med andre kritikere af nazismen, bl.a. general Ludwig Beck og Ulrich von Hassel samt Kreisauer-kredsen, som udviklede sig til en modstandsgruppe mod Hitler og nazisystemet.

I 1942 blev Jessen indkaldt til tjeneste i den tyske hærs kommandocentral i Berlin, hvorved han kom tæt på det nazistiske magtcentrum.

Jens Peter Jessen udtænkte allerede i 1943 under dæknavnet "Nordmann" den konkrete attentatplan mod Hitler. Da Jessen blev involveret i et alvorligt færdselsuheld, kom han ikke selv, men oberst Claus Graf Schenk von Stauffenberg til at udføre attentatforsøget den 20. juli 1944 i Wolfsschanze i Østpreussen, hvor Stauffenberg havde direkte adgang Hitler. Attentatet mislykkedes, og Stauffenberg blev anholdt og ved en standret henrettet samme dag. Jens Peter Jessen blev som den sidste i gruppen anholdt og den 7. november af Volksgerichtshof dømt til døden og henrettet i Berlin den 30. november 1944.

Litteratur:

Søren Flott: Danskeren der ville dræbe Hitler. Gyldendal, 2013.