Weidensee, Eberhard, 1486-1547, tysk teolog og reformator
Eberhard Weidensee blev uddannet jurist fra universitetet i Leipzig og blev senere doktor i kirkeret.
Weidensee er omtrent jævnaldrende med Martin Luther, som han blev stærkt påvirket af. Han var en skarp kritiker af den katolske kirke, og i 1525 udgav han såkaldte dialoger, dvs. fingerede samtaler mellem en lutheraner og en gejstlig katolik.
Det har formentlig været på Martin Luthers direkte anbefaling, at hertug Christian i foråret 1526 lod Weidensee kalde til embedet som provst og sognepræst i Haderslev for at få bragt orden i kirkevæsenet, der var præget af stor forvirring. I sin egenskab af provst ledede Weidensee gudstjenesterne i Vor Frue Kirke i Haderslev. Prædikerne blev holdt på Weidensees modersmål plattysk.
Stort set samtidig blev den tyske teolog Johan Wenth ansat til at stå for det kirkelige reformarbejde i det lille hertugdømme Haderslev-Tørning under hertug Christians ledelse. Johann Wenth og Eberhard Weidensee var således hovedkræfter bag Reformationens gennemførelse i Sønderjylland. Det var f.eks. dem, der ledede de kirkemøder, hertug Christian indkaldte til efter 1525 for at formidle "den rette lutherske lære" til præster og degne i Barved Syssel og Tørning len. Ved disse møder fik sognepræsterne i hertugdømmet skriftligt udformede artikler for den hertugelige landskirke. Haderslevartiklerne fastlagde en ny kirkelig norm og en ny liturgi, som skulle følges.
Weidensee lod sig i 1533 forflytte til et embede i Goslar. Johann Wenth overtog Weidensees tjenstlige opgaver ved Vor Frue Kirke.
Litteratur:
H.V. Gregersen: Reformationen i Sønderjylland. Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 63. Aabenraa 1986.