Gå til leksikonoversigt

Grøngård

Steder

Jagtslot opført af hertug Hans den Ældre 1567-70 ved Lydersholm sydøst for Tønder. Det helt moderne renæssanceslot var tegnet af hertugens arkitekt Hercules von Oberberg og bestod af en 16-18 m stor bygning i tre etager dækket af et skifertag og helt omgivet af vand. I hvert hjørne stod ottekantede tårne, og sydfacaden var forsynet med et søjlebåret galleri, en loggia, der strakte sig mellem de to sydvendte tårne. Grøngård blev nedrevet omkring 1640. Ruinerne blev udgravet i 1955.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

H. Stiesdal: Grøngaard, i: Nationalmuseets Arbejdsmark. 1956.

L.S. Madsen: Hercules von Oberberg i Sønderjysk Månedsskrift 2006.