Gå til leksikonoversigt

Høje Kolstrup Kirke

Steder
Høje Kolstrup Kirke, toppen af klokkehuset anes i baggrunden. Foto fra 2019.

Høje Kolstrup Kirke, toppen af klokkehuset anes i baggrunden. Foto fra 2019.

Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0

Kirke i Aabenraas nordlige bydel Høje Kolstrup. Den er tegnet af arkitekt Mads Thuesen-Møller, Aabenraa, og blev indviet i 1998.

Bygningen er tænkt som en tre-i-en løsning, idet den i forlængelse af hinanden rummer kirkerum, foyer og konfirmandstue. Alle tre rum er adskilt ved foldedøre, men kan fungere som en helhed.

Alterbord, døbefont og prædikestol er lavet i mørkegråt granit af billedhuggeren Hans Lembrecht-Madsen, Aabenraa. Alle tre dele er udformet, så man får indtryk af, at de vokser ud af kirkegulvet. De er groft tilhuggede for neden, længere oppe finere bearbejdet og øverst helt glatslebne. Altermaleriet af Sven Havsteen-Mikkelsen består af ni felter med hver sit motiv af Jesu liv og opstandelse.

I 2004 opførtes et fritstående klokkehus efter sønderjysk tradition.

Kirken blev i 2013 udbygget med bl.a. indgangsparti og et mødelokale.