Lyrskov Hede
Kamp i 1043 mellem en dansk-norsk hær og en indtrængende vendisk hær, der var på vej mod syd efter plyndringer i Jylland. Den dansk-norske kong Magnus, der stod i spidsen for sin hær, vandt en stor sejr.
Ifølge Adam af Bremen skal slaget ved Lyrskov have fundet sted nær Hedeby, og ud fra stednavnet antages kampen at have fundet sted på Lyrskov Hede nord for Slesvig by. Der er dog også peget på Lerskov Hede ved Øster Løgum nord for Aabenraa.
Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Magnusstenen i Skibelund Krat har som motiv kong Magnus' kamp på Lyrskov Hede. Den blev udført af Niels Skovgaard i 1898.
Vejen Kommune. Foto: Jørgen Nielsen.