Munkbrarup Kirke
Kvaderstenskirke i landsbyen Munkbrarup i det nordlige Angel i Sydslesvig. Den er oprindelig fra omkring år 1200, men efter en voldsom brand lå den øde i flere år, inden hertug Hans den Yngre lod kirken genopføre i 1582, hvorved kirken blev udstyret med hvælvinger og fik mere højde end de øvrige kvaderstenskirker. Kirken har flere fine detaljer, bl.a. søndre portals tympanons figurer og portalens søjler og fodstykker.
Den romanske granitdøbefont er fra omkring år 1200, hvis stenhuggerarbejde bl.a. viser en løve i færd med at fortære et menneske. Det lille alter er af alabast og fra omkring år 1600, prædikestolen er fra Ringerincks værksted i Flensborg og fra omtrent samme tid.
Kirken tilhører gruppen af sydslesvigske kvaderstenskirker, som er den sydligste udløber af de jyske granitkirker. De andre kirker er Husby, Sørup, Nørre Brarup og Havetoft kirker.
Litteratur:
Grænseforeningens årbog 2006
Munkbrarup Kirke, som er viet til Sankt Laurentius.
Foto: Wolfgang Pehlemann, CC BY-SA 3.0