Gå til leksikonoversigt

Rudbøl

Steder
Rudbøl set fra syd med broen over Vidå. Foto fra 2021.

Rudbøl set fra syd med broen over Vidå. Til højre ligger Rudbøl Sø. Foto fra 2021.

Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0

(Tysk: Ruttebüll) Dansk landsby ved den dansk-tyske grænse 8 km sydvest for Tønder. Den lille grænselandsby, der til dels ligger på et af Danmarks få landsbyværfter, er i dag mest kendt for sine smukke vestslesvigske gårde samt grænsen fra 1920. Denne forløber midt i gaden og adskiller den tyske landsby Rosenkranz mod syd og Rudbøl. Grænsestenene med numrene 242-247 ligger i asfalten. Nr. 242 viser ved et knæk, at her går grænsen ned mellem et par haver. D betyder Danmark, og DRP står for Deutsches Reich Preussen. 

Rudbøl i Højer Landsogn nævnes første gang 1444. Indtil etableringen af Rudbøl Kog i 1715 gik havet tæt ind til Rudbøl. Den vanskelige transport over land til Tønder efter inddigningerne betød, at Rudbøl havde et stort antal af de såkaldte bådmænd, som frem til årene umiddelbart efter år 1900 delvist ernærede sig ved transport af gods på Vidå. I 1830 havde Rudbøl således 30 bådmænd, der primært arbejdede med bådfart til og fra Tønder og Højer.  I byen ligger Rudbøl Grænsekro, der kan føre sin historie tilbage til 1711.

Øst for landsbyen ligger den fredede Rudbøl Sø.

Rudbøl havde 266 indbyggere i 1896, som i 1912 var faldet til 246. I 2024 var tallet faldet til under 200.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret ad Redaktionen 2024.