Skibelund Efterskole
Efterskole lige nord for Kongeåen og syd for Vejen. Den blev grundlagt i 1874 som Skibelund Skolehjem for børn af dansksindede forældre syd for grænsen af Knud H. Pedersen (1845-1922) og Georgia la Cour (1844-1930).
De tyske myndigheder forlangte i 1884, at alle skolepligtige børn skulle gå i skole i det sogn, de tilhørte, hvorfor børnene ikke længere kunne gå i skole nord for grænsen. Skolen omdannedes herefter til efterskole, hvor børnene så kunne komme efter konfirmationsalderen og få undervisning på dansk som modvægt til den tidligere tyske undervisning.
Efterskolen blev med tiden udvidet og moderniseret. I 2005 skiftede den navn til Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole.