Gå til leksikonoversigt

Søgård

Steder

Tidligere herregård øst for Kliplev ved Søgård Sø og Hostrup Sø. Herregården var anlagt på et næs i søen, omgivet af en ydervold ud mod søen og en voldgrav. Det centrale borgområde blev ødelagt, da chausséen mellem Flensborg og Aabenraa blev ført over stedet i 1847. 

Søgård blev anlagt af Johan Limbek i 1340’erne. Senere overgik den til slægten Ahlefeldt, der her samlede et meget stort gods. I 1535 deltes det mellem to brødre, Frantz og Gregers, og fra den tid kendes beskrivelser af det firfløjede slot, der var delt mellem de to grene af slægten ved en mur. 

Søgård blev ødelagt 1643-44 under Torstensson-krigen. Søgård Gods blev atter samlet af storkansler Frederik Ahlefeldt i 1662. Han påbegyndte opførelsen af Gråsten Slot. Ved hans søns, Carl Ahlefeldts, død 1722 viste det sig, at Søgård var konkurs, og alt blev solgt på en tvangsauktion i 1725. 

Den nuværende hovedbygning nord for søen er opført 1834 og 1858-60. Den blev 1934 indrettet til kaserne og totalt ombygget. I dag er Søgårdlejren træningscenter for Hjemmeværnet.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Carsten Porskrog Rasmussen: Søgård-Gråsten i Ahlefeldternes tid, i: Sønderjysk Årbog 1994.

Lennart S. Madsen: Søgård, i: Connie Jantzen m.fl. (red.): Voldsteder i Danmark, bd. 2, Jylland. 1999.