Gå til leksikonoversigt

Sønderjysk kaffebord

Begreber

En righoldig servering med en kulinarisk struktur fra det bløde til det hårde og fra det fede og fugtige til det tørre. Man begynder med syv slags bløde kager, først "stopkager" som boller, kringle, pladekager, sandkager og derpå to-tre lagkager, der skal vise værtindens formåen. Der sluttes af med (mindst) syv slags småkager. 

Traditionen blev udviklet i Sønderjylland fra ca. 1880 og blev praktiseret i både private hjem og forsamlingshuse. En ny blomstring af kaffebordet kom i mellemkrigsårene efter fødevaremanglen under I. Verdenskrig. Kun enkelte kager som fx rugbrødslagkagen var særegne for landsdelen, mens de øvrige kager afspejlede dansk og nordtysk kagetradition. En fornyet blomstring er kommet siden 1990'erne og har sammenhæng med interessen for regionale kosttraditioner. 

Det sønderjyske kaffebord er skildret af forfattere som Peter Seeberg og Siegfried Lenz og i musik af jazzmusikeren Valdemar Rasmussen. 

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.