Gå til leksikonoversigt

Holdt, Andreas C. Christiansen, 1821-1890, lærer og forfatter

Personer

Andreas C.C. Holdt blev født i Medelby ved Flensborg og gik i skole med tysk undervisningssprog, selv om familien var dansktalende. 

Han tog lærereksamen fra Tønder Seminarium i 1843 og havde derefter ansættelse ved adskillige skoler i Flensborg og omegn, herunder også i Glücksborg, hvor han fra 1851 var degn og organist ved slotskirken. Allerede før Treårskrigen søgte han at fremme dansk ved at tale dansk med skoleeleverne.

Efter nederlaget i 1864 blev han afskediget af de preussiske myndigheder og flyttede til Flensborg, hvor han fra nytår 1865 overtog Michaelsens Drengeskole, som han ledede i 10 år, indtil myndighederne lukkede skolen, fordi den tog parti for danskheden. En af skolens lærere havde været Gustav Johannsen, som var meget politisk aktiv.

Fra 1875 virkede Holdt mest som litterat og forfatter. Han skrev mange artikler til Flensborg Avis og redigerede i perioden 1876-1885 Nordslesvigsk Søndagsblad, der blev udgivet som et tillæg til Flensborg Avis.

Han var meget historisk interesseret og udgav bl.a. bogen Flensburg, früher und jetzt, som udkom i 1884.

Andreas C.C. Holdt. Udateret fotografi.

Andreas C.C. Holdt. Udateret fotografi.

Det Kgl. Bibliotek.