Gå til leksikonoversigt

Jensen, Erik, født 1937, tidl. rektor for Duborg-Skolen

Personer

Erik Jensen stammer fra København, hvor han blev student fra Efterslægtselskabets Skole i 1957. I 1966 blev han cand.mag. fra Københavns Universitet med tysk som hovedfag og gymnastik som bifag. I studietiden underviste han, først på sit eget gamle gymnasium i ét år og dernæst seks år som timelærer på Nørre Gymnasium, inden han i 1966 blev adjunkt på Viby Amtsgymnasium ved Aarhus. Erik Jensen  var skolens rektor 1975-1989, hvorefter han de følgende 14 år var rektor for Duborg-Skolen i Flensborg. 

I perioden 1973-76 var Erik Jensen undervisningsministeriets fagkonsulent i tysk og 1973-85 medlem af opgavekommissionen til studentereksamen og HF i tysk. 

Efter sin pensionering blev Erik Jensen boende i Flensborg, hvor han er aktiv inden for det danske mindretal. Han er tidligere formand for voksenundervisningsnævnet for Dansk Voksenundervisning i Sydslesvig og tidligere medlem af bestyrelsen for Askov Højskole samt sekretær i Sankt Knudsgildet i Flensborg.