Gå til leksikonoversigt

Kunstnergaven til Sønderjylland

Begreber

Kunstsamling på ca. 450 værker, der omfatter maleri, grafik, skulptur og kunsthåndværk m.m. Den giver et enestående indblik i et bredt udsnit af kunsten i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Gaven afspejler, at den er samlet i en tid, hvor billedkunsten blev tillagt betydning for fastholdelse og udvikling af dansk-national bevidsthed. Kunstnergaven, der har såvel kunst som kulturhistorisk værdi, blev danske kunstneres genforeningsgave til den sønderjyske befolkning. Ved indsamlingens start i 1914 var den tænkt til fordeling mellem de danske forsamlingshuse i Sønderjylland.

Da der efter det tyske nederlag i 1. Verdenskrig opstod mulighed for en genforening, blev det besluttet at lade samlingen indgå i et kommende kunstmuseum i landsdelen. Da der imidlertid gik årtier, før et sådant blev oprettet, blev Kunstnergaven i stedet for overdraget til de fire sønderjyske købstæder i 1921 og administreret af de kulturhistoriske museer. De fire delsamlinger fik alle en omskiftelig skæbne. I slutningen af 1990’erne fik Sønderjyllands Kunstmuseum det overordnede ansvar for samlingen, der nu tilhører Museum Sønderjylland. En stor del af den er permanent udstillet på Sønderborg Slot.

Af Birgit Jernvold i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Birgit Jenvold, Kunstnergaven til Sønderjylland, 1995.

Logo for Kunstnergaven til Sønderjylland

Logo for Kunstnergaven til Sønderjylland.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.