Londonprotokollen
Aftale indgået 2. august 1850 mellem Storbritannien, Rusland, Frankrig, Sverige-Norge (og senere Østrig) om at genskabe den politiske balance fra før 1848, herunder Helstaten. Før indgåelsen havde Danmark sluttet en såkaldt simpel fred, med Preussen og kunne i efteråret 1850 nedkæmpe slesvig-holstenerne uden indblanding udefra. Londonprotokollen bekræftede Helstatens genoprettelse under den danske konges styre og tilkendegav, at der skulle føres fortsatte forhandlinger i London om det danske arvefølgespørgsmål.
Af Axel Johnson i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: Claus Bjørn: 1814-1864, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 3. 2003.