Rhederi M. Jebsen
Grundlagt 1878 i Aabenraa af Michael Jebsen. Med egne dampskibe drev rederiet skibsfart og handel, især i Østasien. I 1895 stiftede Jacob Jebsen og Heinrich Jessen firmaet Jebsen & Co. i Hongkong og lagde grundstenen til en multinational koncern, der i dag ledes af familierne Jebsen og Jessen. Koncernen driver forretning inden for handel, kemikalier, maskiner og instrumenter. Med til gruppen hører Rhederi M. Jebsen, der i dag er et ejendomsselskab fra 2011 med binavnet Opnør Ejendomme A/S. Slægterne har gennem generationer følt sig knyttet til og er særligt interesseret i at fremme den sønderjyske hjemstavn.
Af Ruth Clausen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.
Litteratur: Three Mackerels. The Story of the Jebsen and Jessen Family Enterprise. Hongkong 2008.