Solvig
Dobbelt voldsted nordøst for Tønder. Det ældste voldsted består af fire kunstigt anlagte banker i et engområde langs Arnå. Bankerne har i perioden ca. 1300-1584 rummet herregården Solvig, der i det meste af perioden tilhørte slægten Gjordsen og var et af hertugdømmets større godser. I 1583 blev det erhvervet af Frederik 2. og straks mageskiftet til Melchior Rantzau. Denne anlagde et stort renæssancevoldsted omgivet af en voldgrav på det tørre land syd for Arnå. Her opførte han i 1585 et stort dobbelthus med nye avlsbygninger, hvoraf en stor staldbygning endnu er bevaret. Selve slottet blev nedrevet i 1851. Solvig blev lagt under Schackenborg i 1884.
Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: L.S. Madsen: Solvig, i: C. Jantzen m.fl. (red.): Voldsteder i Danmark, bd. 2, Jylland. 1999. Hans Schultz Hansen: Godsejeren på tinge, i: P. Enemark m.fl. (red.): Kongemagt og Samfund i Middelalderen. 1988.