Gå til leksikonoversigt

Wegner, Hans J., 1914-2007, møbelarkitekt

Personer

Hans J. Wegner, der var født i Tønder, udviste tidligt talent for at arbejde i træ. Som knapt 18-årig blev han udlært som snedker hos snedkermester H.F. Stahlberg i Tønder. Efter endt militærtjeneste i København, hvor Wegner så de årlige Snedkerlaugsudstillinger, ønskede han at blive møbelarkitekt og påbegyndte i 1936 studierne på Kunsthåndværkerskolen. Han nåede aldrig at dimittere, da han fik arbejde i Aarhus i 1938. Her blev han i 1940 ansat hos arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller for at tegne møblerne til Aarhus Rådhus. I 1941 indledte Wegner som selvstændig møbelarkitekt et udbytterigt samarbejde med snedkermester Johannes Hansen (1886-1961); samarbejdet varede over 20 år. Resultaterne herfra blev udstillet på Snedkerlaugsudstillingerne, hvor Wegner i 1949 fik sit gennembrud med Den runde stol, der under navnet The Chair også banede vejen for hans internationale berømmelse. Hans møbler blev sat i produktion hos salgsorganisationen Salesco. Denne indbefattede bl.a. firmaet Carl Hansen & Søn, som i dag stadig forestår produktionen af Y-stolen, Wegners mest solgte stol fra 1950.

I 1968 indledte Wegner et samarbejde med producenten PP Møbler, og da Johannes Hansen lukkede i 1991, overtog PP-møbler produktionen af de fleste af Wegners håndværksmøbler, bl.a. Den runde stol (PP 501/503). I 1995 skænkede Wegner 42 af sine bedste stoledesigns til Museerne i Tønder, hvor de i dag kan ses udstillet i Tønder Vandtårn.

Af Anne Blond i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Christian Holmsted Olesen: Hans J. Wegner. 2006. Jens Bernsen: Hans J. Wegner. 2001. Henrik Sten Møller: Tema med variationer. 1979. 

”Bamsestolen” er tegnet af Hans J. Wegner i 1951. Stolen er fortsat i produktion.

”Bamsestolen” er tegnet af Hans J. Wegner i 1951. Stolen er fortsat i produktion.

Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder. Foto: Jens Sørensen.