Gå til leksikonoversigt

Helligtrekongersløb

Begreber

En tradition, der ofte på sønderjysk betegnes som hellekristne. I små lokalsamfund gik voksne udklædt rundt den 5. januar, helligtrekongersaften, for at besøge naboerne, drikke julen ud og måske få sagt et par sandheder under dække af masken og festen. En vigtig del af legen bestod i at gætte, hvem der skjulte sig bag udklædningen. I nutiden praktiseres skikken især på Als, hvor den har ændret karakter fra at være privatorganiseret til at være mere foreningsbaseret. Udklædte børn drager rundt om eftermiddagen på samme vis som til fastelavn.

Af Inge Adriansen Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Inge Adriansen: Juleskikke på Als og Sundeved. 1979.