Mindretallene får eget kontor i Bruxelles
Den europæiske paraplyorganisation, FUEV, der er talerør for en tredjedel af de nationale mindretal i Europa, har oprettet nyt kontor i Bruxelles.
”Som europæisk interesseorganisation er det vigtigt at være til stede på europæiske niveau med en permanent repræsentation. Vi forventer at det vil styrke vores forhold til de europæiske institutioner og internationale organisationer”, siger Hans Heinrich Hansen, der er formand for FUEV (Föderalistischer Union Europäischer Volksgruppen), i en pressemeddelelse.
Det er delstaten Slesvig-Holsten, der har stillet lokaler til rådighed for FUEV i det såkaldte Hanse-Office i Bruxelles, som Slesvig-Holsten deler med Hamborg. Frank de Boer, der er juridisk og politisk rådgiver for FUEV, bliver ansvarlig for det nye kontor. Frank de Boer tilhører det frisiske mindretal i Holland.
Det nye kontor i Bruxelles bliver FUEVs tredje repræsentation i Europa på bare et år. FUEV har allerede kontor i Berlin og i Mindretallenes Hus i Flensborg.
FUEV blev grundlagt i 1949 og har som formål at vedligeholde og fremme de europæiske mindretals identitet, sprog og kultur.