Tilbage til nyhedsliste

Ny sang om Sydslesvig

6. januar 2016

Erik Jensen, der er tidligere rektor på Duborg-Skolen, har skrevet en ny lejlighedssang om Sydslesvig. Han har kaldt sangen ”Det ukendte land”, og sangen er skrevet til melodien "Venner, ser på Danmarks kort". Han håber, at sangen kan være med til at øge danskernes kendskab til Sydslesvig, som han og mange andre sydslesvigere ærgrer sig over er så begrænset:

”Idéen til sangen opstod i en forsamling for sydslesvigere, der hedder Mandagsbordet, hvor vi i 25 år er mødtes to gange om måneden. Her kom vi til at tale om, hvor ærgerligt det er, at danskerne kender så lidt til Sydslesvig, og næsten altid omtaler det som Tyskland”.

”Bente og Carsten Petersen, som også kommer til Mandagsbordet, spurgte, om jeg ville skrive en lejlighedssang om Sydslesvig, fordi de ved, at jeg har erfaring med at skrive sange. Det ville jeg naturligvis gerne, og i løbet af ganske få dage fik jeg skrevet sangen, og den har vi så brugt i forskellige sammenhænge siden”, siger Erik Jensen, der håber, at sangen vil blive sunget i mange forskellige sammenhænge rundt omkring i Danmark.

Det ukendte land

Mel: Venner, ser på Danmarks kort

 

Venner, se på Danmarks kort,

her er no´ed, der ikke stemmer,

noget som man ofte glemmer,

ja, af nogle tænkes bort.

Grænselandet må I huske,

aldrig med historien sjuske;

i hvert hjerte skal det bo,

kun sådan er I det tro.

I Sydslesvig bor et folk,

der er danskere end danske,

det må ingen nu forvanske,

og der kræves ingen tolk.

De er del af fællesskabet,

men blev tysk ved landetabet;

i det danske hør´ de til,

simpelthen fordi de vil.

Landet vi besynger her

mellem Ejderen og grænsen

mellem Vesterhav og Svansen

er Sydslesvig, vi har kær.

Sammen gør vi Danmark større,

der er fortsat nok at gøre.

Lige nu får I det lært,

at Sydslesvig har vi kært.

Erik Jensen, tidligere rektor på Duborg-Skolen og bosat i Flensborg.