Grænselandet i fokus på Historiske Dage
Der vil blive sat fokus på grænselandet ved Historiske Dage 2016, der løber af stablen i Øksnehallen i København i den kommende weekend.
Sydslesvigsk Forening (SSF) og Grænseforeningen optræder sammen på den store historiefestival, der finder sted for andet år i træk med 130 events og 65 stande, hvor man kan opleve spændende udstillinger og foredrag arrangeret af museer, arkiver, medier, forlag og foreninger og møde interessante mennesker.
Ud over en fælles stand står SSF og Grænseforeningen bag to interview på en af de mange scener på Historiske Dage. Her vil der blive givet et aktuelt perspektiv på grænselandets historie og forholdet mellem dansk og tysk, mindretal og flertal.
Professor Steen Bo Frandsen, Institut for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, vil lørdag blive interviewet af Grænseforeningens formand, Mette Bock, under overskriften ”Hvilken rolle spiller grænselandets historie for den nationale bevidsthed i dag?” Herefter diskuteres mindretallenes rolle som brobyggere mellem dansk og tysk med generalsekretær Jens A. Christiansen, SSF.
Professor i nyere tysk og europæisk historie, Detlef Siegfried, Københavns Universitet, står i spidsen for et omfattende forskningsprojekt om de dansk-tyske opfattelser efter Anden Verdenskrig. Mette Bock vil interviewe ham søndag om dansk-tyske fordomme før og nu. Chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis, deltager også.
Ud over SSF og Grænseforeningen deltager yderligere seks udstillere fra grænselandet. Det drejer sig om Museum Sønderjylland, Danevirke Museum, Den Slesvigske Samling, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune og Historisk Samfund for Sønderjylland.
Program
Historiske Dage den 9.-10. april 2016, kl. 10-18 i Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København,
Lørdag, 9. april kl. 16. Rød scene: ”Hvilken rolle spiller grænselandet for den nationale bevidsthed i Danmark i dag?”. Mette Bock interviewer Steen Bo Frandsen og Jens A. Christiansen.
Søndag, 10. april kl. 13:50. Blå scene: ”Dansk-tyske fordomme før og nu”. Mette Bock interviewer Detlef Siegfried og Jørgen Møllekær.
Hele festivalsprogrammet kan ses på www.historiske-dage.dk.