Sønderjyder ansat på Augustenborg Slot
NaturErhvervstyrelsen, der er i færd med at flytte 400 stillinger fra København til Augustenborg Slot, har netop ansat de første medarbejdere. Det sker som en konsekvens af, at regeringen i efteråret besluttede at flytte næsten 4000 offentlige arbejdspladser fra København for at skabe en bedre balance mellem hovedstaden og provinsen.
Vibeke Møgelvang, enhedschef i NaturErhvervstyrelsen, siger til JydskeVestkysten, at det er lokale kvinder, der er blevet ansat til de 40 kontorstillinger, og at de begynder i de nye job den 1. maj.
”De ansatte er stort set alle sammen fra Sønderborg, Gråsten, Haderslev og Aabenraa. Der er en enkelt sjællænder iblandt, som skal flytte efter jobbet, de andre bliver nok boende, hvor de er”, siger hun til avisen.
Der har ifølge Vibeke Møgelvang været en overvældende stor interesse med 600 ansøgninger til de 40 stillinger og 100 ansøgninger til stillingen som teamleder for de nyansatte.
De primære opgaver for de nye ansatte i NaturErhvervstyrelsen vil omhandle produktion, sagsbehandling og kontrol samt tilknyttede administrative opgaver. Den endelig flytning fra København til Augustenborg er dog ikke fastlagt, da Augustenborg Slot står foran en ombygning. Derfor er det også uvist, hvor mange af de nuværende ansatte, der ønsker at flytte med deres job fra København til Als.
NaturErhvervstyrelsen har inviteret naboer og samarbejdspartnere til indvielse på Augustenborg Slot den 2. maj. Af invitationen skriver NaturErhvervstyrelsen, at de har oplevet en ”stor og positiv interesse” for flytningen samt ”mødt stor hjælpsomhed i lokalområdet”.